Giv hjemsendte flygtninge ret til at opholde sig tre måneder i Danmark

Kommentar bragt i Berlingske 14. december 2018


Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol., iværksætter

Det store slagnummer i årets finanslov var det paradigmeskift, som Dansk Folkeparti har efterspurgt. Nu skal flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i højere grad sendes hjem, når det er muligt, uanset hvor rodfæstede de er blevet.

Hidtil er opholdstilladelsen blevet vekslet til en permanent, efterhånden som flygtningen har bidt sig fast på arbejdsmarkedet, er blevet frivillig fodboldtræner og har fået børn i skolealderen.

Som konservativ er jeg af den opfattelse, at mennesker er relationelle. Når en person eller en hel familie har været nogle år i et lokalsamfund, er det ikke bare dem, vi rykker op med rode, men også de relationer, de har opbygget med naboer, klassekammerater, kolleger, legekammerater mv. Dette oplever alle parter som et voldsomt indgreb – endda et overgreb.

Menneskers rodfæstethed og relationer skal der ikke skaltes og valtes med. DFs løsning lader til at være, at flygtninge skal forhindres i at fæste rod, men det kan vi heller ikke være bekendt. Sådan fungerer mennesker ikke.

Vi bør derfor lave en hjemsendelsesordning, der anerkender relationernes betydning både for de hjemsendte og for os. Ordningen kunne se således ud:

A) Alle der har haft midlertidigt asyl, men har fået den ophævet grundet en bedret situation, skal have lov at beholde ophold i Danmark efter beløbsordningen på lige fod med andre udlændinge fra ikke-EU-lande. Beløbsordningen skal blot være lavere, for en hjemsendelse skal ikke gå ud over en virksomhed, der nu skal optræne en ny medarbejder.

B) Efter hjemrejse skal hjemsendte have lov til årligt at opholde sig og arbejde tre måneder i Danmark.

C) Retten til årligt ophold i Danmark af tre måneder mistes, såfremt man: 1) efter endt ankemulighed ikke samarbejder om hjemrejse, 2) begår kriminalitet i Danmark eller hjemlandet eller 3) overtræder retten til visum på anden vis.

D) Hjemsendte børn og teenagere skal ydermere have mulighed for at blive tilmeldt kortere studier og kurser i Danmark – hele tiden med den forudsætning, at de er hjemsendte, så de efter endt studietid er på tre-måneders-ordningen.

Jeg er endt med at foreslå tre måneder, eftersom det skal kunne betale sig at tage rejsen, hvis det er for at arbejde med sæsonarbejde i dansk landbrug eller lignende. Der skal således være en ret lav tærskel for at udnytte retten, så den ses som attraktiv.

Den største ulempe ved paradigmeskiftet er, at incitamenter til integration bliver fjernet. Hvis man ender med at ryge ud på røv og albuer, er der ingen grund til at lære dansk, når man sagtens kan klare sig på engelsk. Indfører vi en hjemsendelsesordning med indbygget periodisk arbejdstilladelse, giver integration mening for flygtninge. Det bliver endnu vigtigere at følge loven, at lære sproget og at skaffe kontakter på arbejdsmarkedet. Det bliver endnu vigtigere at gøre en indsats. Og i tilgift sikrer ordningen, at vi vedligeholder de sociale relationer, der er mellem os og de hjemsendte flygninge.

Grundlovstalen, der blev væk – 2018

I dag fejrer vi Grundlovsdag. Derfor har jeg skrevet denne tale, selvom jeg ikke er inviteret til at holde den nogen steder. Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg ville aflive enhver hurra-stemning, hvis jeg var inviteret.

Når solen skinner på Grundlovsdag, er det fristende at holde en fin og hyggelig lille skåltale. Vi kan hylde demokratiet – og at vores Grundlov har holdt så mange år. Vi kan også udnytte muligheden for at reflektere: Er vores Grundlov så god, som skåltalerne lægger op til?

Paragraffer kan være knastørre, faktisk bør de helst være knastørre, men de er vigtige. I Grundlovens paragraf 77, kan vi læse: ” Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Dét, I skal lægge mærke til her, er ”dog under ansvar for domstolene”. Det betyder, at det er forbudt at sige noget injurierende, eksempelvis at beskylde ustraffede for at være kriminelle. Det betyder også, at det er ulovligt at ytre noget racistisk. Indtil for nylig var det også forbudt at være blasfemisk, som om den almægtige Gud har brug for paragraffer for at forsvare sig. Det betyder også, at Folketinget har en ladeport åben, hvor de kan traske igennem med alle mulige andre begrænsninger på vores ytringer.

Den opfølgende kommentar om, at censur ikke kan indføres, sikre os mod, at staten kan kræve, at eksempelvis bøger skal sendes ind til embedsværket, FØR vi udgiver dem. Paragraffen forhindrer dog IKKE, at staten kan slå os hårdt med den juridiske hammer, hvis staten ikke er tilfreds med vores kritik. Hvis vi bliver slået med hammeren ofte nok, så begynder vi at censurere os selv, og så er forhåndscensuren slet ikke nødvendig.

I paragraf 72 bliver vi sikret retten til privatliv i vores bolig og kommunikation. Tror vi. ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Det lyder godt, men det er endnu en ladeport, elastik i metermål – og hvad vi ellers bruger af sproglige billeder. ”Hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse”, står der. Fint nok. Folketinget vedtager en lov. Så er undtagelsen på plads. Så kan politikere overvåge vores færden på internettet, logge vores mobilsignaler og på alle mulige andre måder snige sig forbi paragraf 72. Eksempelvis måtte SKAT tidligere vade ind på vores grund for at spørge, om vi var i gang med at lave sort arbejde, hvis de så en murerspand og en trillebør, eller hvad de nu havde af undskyldning. Den mulighed blev afskaffet igen, men den var der!

Man er en dårlig jurist, hvis man ikke kan formulere sig uden om Grundloven. Igen her i paragraf 67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Hvem definerer, hvad der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden? Det gør Folketinget. Lov vedtaget – religionsfriheden er udhulet. Det er slet ikke så svært, når Grundloven er bøjelig og føjelig.

Der er et citat af den radikale Viggo Hørup, der har fået sit eget liv: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Det er blevet et slogan i dansk politisk kultur, hvor det bliver brugt til at blåstemple alt, Folketinget kan finde på at vedtage. I diametral modsætning hertil kan I finde Jyske Lovs fortale. Der står blandt andet: ”Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger.”

Loven skal leve op til noget. Folketinget skal leve op til noget. Når en politiker siger, at der ikke er noget over og ikke er noget ved siden af Folketinget, så siger politikeren, at vedkommende ikke står til ansvar overfor noget. Jyske lov fortæller os derimod, at retfærdighed er noget der kommer før loven. Retfærdighed er noget, der er over loven. Loven skal leve op til retfærdigheden.

Her har vi brug for, at forfatningen opfører sig som en gammel sur jurist, der siger nej til alt det, der alligevel ikke kan lade sig gøre. Eller burde kunne lade sig gøre. Vi har brug for en forfatning, der sætter foden ned, når politikere finder paragraffens tilladelse til ”særegne undtagelser”, og følgelig vedtager 200 ”særegne undtagelser”, uden at nogen bekymrer sig om, at undtagelsen derved er blevet normen.

Politikere over det ganske land har for vane at hylde vores langtidsholdbare Grundlov. Sandheden er, at den er langtidsholdbar, fordi den er svag. Sådan noget kan magthavere godt lide. Derfor hylder de den.

Hvem sætter foden ned? Hvilken institution redder os fra, at politikere kan vedtage hvad som helst, når intet er over – og intet er ved siden af?

Tidligere havde vi Landstinget, der var ved siden af. Det afskaffede vi i 1953. Tidligere havde vi Kongen, der var over – men regenten har i praksis været tilsidesat siden Påskekrisen i 1920.

Så havde vi Ombudsmanden, men som noget nyt er magthaverne begyndt at frejdigt erklære, hvis de er uenige med Ombudsmandsinstitutionen. Vi taler ikke om én ”Ombudsmand”, men derimod om en institution med 60 dygtige jurister, 100 medarbejdere i alt, der på vegne af Folketinget overvåger regeringen.

Hvem og hvad kan vi sætte vores lid til? Vi har brug for institutioner, der sætter grænser for politisk dårskab. Institutioner, der eftertrykkeligt sætter foden ned, når noget ikke burde kunne lade sig gøre.

Vi har et par muligheder: Vi har menneskerettighedsdomstolen – og så har vi EU-domstolen. Jeg ville ønske, at vi også havde en rank og strid Grundlov.

Det eneste, der forhindrer os i at synke ned i et totalitært overvågningssamfund, er vores politiske kultur. Det er dér, demokratiet lever. Derfor skal vi insistere på den demokratiske samtale, på lange høringsfrister, på engagement i partiarbejdet og på hensyn til åndsfrihed. Kulturen skal holde os oven vande – for Grundloven gør intet for det.

Glædelig Grundlovsdag.

Udflytning: Stadig centraliseret – blot et andet sted

Denne kommentar er bragt i Berlingske 26. marts 2018

Udflytningerne bliver solgt som en kompensation for tidligere centraliseringer. Der er blot ét aspekt, der bliver overset: Myndighederne er stadig centraliseret – blot et andet sted. Hvis du som borger eller virksomhed, skal i dialog med en styrelse, så skal du stadig have fat i et kontor i den anden ende af landet. Før skulle randrusianeren ringe til København. Nu skal københavneren ringe til Randers. Selvom kontoret er i en anden landsdel, er det stadig en centraliseret myndighed – langt fra borgeren.

Struktur-/kommunalreformen, var en centraliseringsreform, hvor 271 kommuner den første januar 2007 blev reduceret til 98 kommuner, hvoraf de 66 var sammenlagt af flere kommuner. Amterne blev nedlagt, og de nye og større Regioner afløste. Mange har siden begrædt, at de kommunale skattecentre blev samlet på statsligt plan – om end fordelt ”dekoncentreret” i 30 skattecentre.

Ud over centraliseringen, hvor beslutningskompetence blev rykket længere væk fra borgeren i større kommuner og nye regioner, var strukturreformen også en koncentreringsreform, hvor statslige myndigheder bibeholdte beslutningskompetence på statsligt niveau, men til gengæld blev samlet i større enheder, så den lokale repræsentation på en række områder blev fjernet.

Det gik ud over politikredse og retskredse, hvor mange byer mistede politistationen og det lokale domhus. ”Større er bedre”, sagde de, men det går ud over demokratiet, når der bliver længere til vores samfundsinstitutioner.

Det handler ikke kun om arbejdspladser. Når politikeren kommer længere væk fra den enkelte borger, er det nemmere at træffe ubehagelige beslutninger, der får stor konsekvens lokal. I de første 10 år efter sammenlægningerne af kommunerne, blev 325 folkeskoler lukket eller sammenlagt. Det er cirka hver femte skole. Derudover er sygehuse lukket i stor stil.

Det er et symptom, at meget er ”foregår i København”. Årsagen er derimod, at beslutninger er rykket længere væk fra den borger, som beslutningerne vedrører. Det sker både internt i de større kommuner – og fra kommunen op til staten, hvor sidstnævnte detailstyrer førstnævnte.

I stedet for udflytninger, skal vi have decentralisering og dekoncentrering ud fra et mantra om ’subsidiaritet’: Beslutninger skal træffes så tæt på borgeren, det kan fungere tilfredsstillende. Hvornår bør undervisningsministeriet blande sig i folkeskolen? Kan kommunen ikke selv? Hvornår bør kommunen blande sig i skolens arbejde? Kan skolen ikke selv?

Internt i kommunerne kan flere beslutninger uddelegeres til lokalråd, og skoler kan med fordel gøres til selvejende institutioner, så de i højere grad kan skabe sig en profil, der giver mening for det lokale civilsamfund, forældre, elever og lærere. Hvis en skole skal lukkes, bliver det på den måde noget, et lokalsamfund beslutter selv, så det ikke bliver op til politikerne i den lokale købstad, om en landsby skal dømmes til ”død ved skolelukning”. Politikerne skal være rammesættende, men borgerne skal myndiggøres inden for rammen – også når de tænker ud af boksen.

Subsidiaritet betyder også, at beslutninger også kan rykkes væk fra borgeren. Hvis en familie er præget af misrøgt, skal kommunen tage over, og når kommunen ikke kan bekæmpe grænseoverskridende forurening, bør staten, senere EU – og til sidst FN behandle problemstillingen.

Mange myndigheder behandler så snævre sagsområder, at det er vigtigt at samle det faglige miljø. Ydermere bør disse fagmiljøer gensidigt befrugte andre faglige miljøer inden for sit felt. Det behøver selvfølgelig ikke at være i København, og disse organer kan derfor placeres i de forskellige byer, hvor der er faglige miljøer, der kan have glæde af det. Flyt endelig de statslige institutioner derud, men prisen er decimering.

Ordet ’decimering’ kommer fra den romerske hær, hvor det var en straf, hvor soldater i en hærenhed blev opdelt 10 og 10, hvorefter de trak lod om, hvem der skulle tæskes til døde af de 9 andre. På den måde lærte de, at de som gruppe ikke skulle træde ved siden af.

Samme grad af ondskab og tilfældighed er der ikke over, hvilke medarbejdere, de statslige institutioner mister, når de bliver udflyttet. Decimering er alligevel for mild en betegnelse, for det er langt flere end hver tiende, der ikke flytter med arbejdspladsen tværs over landet.

Hvis borgeren skal opleve, at magten kommer tættere på, så er det en anden dagsorden, der bør prioriteres politisk: Borgerne skal ikke have større myndigheder, men derimod større myndighed. Politikere skal turde slippe kontrollen: Myndighederne kan og bør ikke vide alt, og følgelig bør de heller ikke beslutte alt. En udflytning af en centraliseret og koncentreret myndighed gør i det billede ikke den store forskel.

Partihop er med til at sikre demokratiet

Det altid læsværdige Kristeligt Dagblad har 15. november 2017 bragt min kronik om partihop. Når vi forsvarer partihop, forsvarer vi retten til at følge sin overbevisning – og til at blive klogere. Hvis I har abonnement, så spring straks til Kristeligt Dagblads hjemmeside for at læse kronikken. Ellers er den at finde i sin helhed herunder:

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Den store frygt når kommunalbestyrelsen konstituerer sig på valgnatten er, at en politiker i sidste øjeblik skifter parti, og borgmesterposten ender hos ’de andre’. Flere politikere fører i anledningen af valgkampen kampagne mod det, de kalder ”mandattyveri”. Denne kampagne er baseret på en misforståelse: At politiske mandater skulle tilhøre partisystemet, fremfor personen. I virkeligheden er muligheden for at skifte parti – med sit personlige politiske mandat – en vigtig forudsætning for vores demokrati.

Vores politiske system hviler på et almenmenneskelige princip: At mennesker kan handle etisk og moralsk, mens systemer ikke kan. De opererer efter deres egen magtlogik, som styres efter.

Det økonomiske system spørger hele tiden: “Kan det betale sig?”

Alt efter hvordan svaret er, tages der en beslutning. Det sundhedsfaglige system spørger, om mennesker bliver mere sunde og raske af en given behandling, og ud fra det, bliver der taget en beslutning. Det politiske system er et magtsystem, hvor ophobning af magt og beslutningskraft er det bærende. Alle mulige kompromiser kan opnås, hvis det giver mere magt. Hvis der er en etisk fordring i partiet, er det derfor kun på grund af de mennesker, der repræsenterer partiet. Systemet er til for magten.

I midten af dette står personen, den folkevalgte. Den folkevalgte er valgt til at afveje alle disse forskellige perspektiver, og tage en politisk beslutning ud fra sin egen overbevisning.

Grundloven foreskriver endda i § 56, at: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”, så der er ikke noget at rafle om, hvad angår Folketinget. Kun personer har potentiale til at handle moralsk, og derfor tilhører mandatet personen. De kan følge deres overbevisning – herunder at skifte politisk parti.

Politiske partier er ikke nævnt i Grundloven, og behøver ikke at blive det, da Folketingsmedlemmers politiske mandat tilhører dem personligt. De har det ikke til låns fra nogen, heller ikke deres vælgere, omend det er vælgerne der kan forny mandatet. Når lokalpolitikere under valgkampen bruger begrebet ”mandattyveri”, giver det derfor ikke mening, med mindre man sætter systemet før personen.

DET ER FORDUMMENDE for den politiske debat, når de finder på de skældsord. Hvad skal man svare, når de spørger: “Er du ikke også imod mandattyveri?” Er du stoppet med at slå din kone? Det er politisk kommunikation, når det er værst. Selvfølgelig er jeg imod mandattyveri, men tyveriet sker først, hvis partierne skal kunne stjæle det fra personen. Ret skal være ret: Selvom Andreas Weidinger fra Det Konservative Folkeparti siger “skam jer” til politikere valgt med listestemmer, der skifter parti, så har hans formand Søren Pape Poulsen slået fast, at den enkelte kun er bundet af sin overbevisning.

En indvending er ofte, at givne personer slet ikke var blevet valgt ind, hvis ikke det var for listestemmerne. Det er eksempelvis i kommuner, hvor borgmesteren er så populær, at vedkommende trækker indtil flere ekstra mandater med ind i kommunalbestyrelsen. Vores system er dog sådan indrettet, at de politiske mandater ikke kan, eller bør, tilhøre magtsystemet. Derfor fordeles mandaterne straks blandt dem, der har fået flest stemmer. Derefter er ét mandat lige så godt som et andet. Alle er lige.

Stemmeslugeren har ikke flere stemmer end den person, der sidder på det yderste mandat. Uanset hvor stærk en valgkamp du førte, så er du valgt til at følge din overbevisning. ‘Vi stemmer efter hoveder – ikke høveder’, som man sagde i andelsbevægelsen engang – med henvisning til det antal kvæg, den enkelte landmand havde.

Hele forestillingen om at man kan begå “mandattyveri”, at mandatet tilhører partiet i stedet for personen, tilsidesætter det personlige ansvar og indfører et partibureaukrati som politisk managementorgan. Personerne er reduceret til funktionærer i partiets maskineri – hvor det åbenbart kun er topledelsen, der må ændre på kurs og holdninger. Høveder bliver sat over hoveder. Magten centraliseres, hvor den burde demokratiseres.

Bragt i Kristeligt Dagblad 15. november 2017
Kronikken er publiceret i Kristeligt Dagblad 15. november 2017

 

Vores politikere er i princippet valgt til blot at være dem selv. For mange af dem vil det være moralsk rigtigt, og i tråd med deres overbevisning, at samarbejde med et politisk parti, hvorved deres mandat og indflydelse bliver styrket, og de bedre kan arbejde for det, de mener er godt, sandt og vigtigt. Derfor bliver de fleste i det parti, de var i, da de blev valgt.

Der kan dog være mange gode grunde til at skifte parti. Måske har du i politik fået nye erkendelser, der gør, at du finder en anden kurs nødvendig. Måske har det parti, du i sin tid førte valgkamp for, og med, ændret kurs, så den ikke længere er i tråd med din overbevisning. Måske har du fundet ud af, at en bestemt person ikke er værd at samarbejde med, eller ikke bør legitimeres med din støtte.

Måske er der en helt 17. grund til, at du finder det bedst i tråd med din moral og overbevisning at skifte parti. Så gør det! Men kan du ikke argumentere for din sag, bliver du ikke valgt igen, og du risikerer at blive forfulgt af forsmåede partifolk på Facebook. Sådan en som Sonja Marie Jensen (S) i Nyborg Kommune vil eksempelvis sige, at du “pisser på borgernes stemme”, når du ikke pænt afleverer dit mandat til hendes parti, såfremt du fik dit mandat ved hjælp af listestemmer.

TONEN I POLITIK KAN VÆRE HÅRD. Forestil dig, at du ikke kan skifte parti, men har en konflikt med din partileder. Lederen kan frit mobbe dig, fryse dig ude, holde dig uden for indflydelse – med mindre altså, at du retter ind. Du bliver måske skuffet over dig selv. Du bliver måske sygemeldt med stress. Nedbøjet forlader du politik, og måske skriver lokalavisen en artikel om giftigt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen. Vil suppleanten være lige så kritisk som dig? Næppe.

Det er sundt og godt, at partiledere frygter, at deres gruppemedlemmer tager deres gode tøj og går. Det minimerer at borgmestre, gruppeledere og partiledere opfører sig som enevældige konger. Uden det personlige mandat, kunne vi lige så godt vælge én person, der kan være diktator indtil næste valg. Det lyder måske pessimistisk, men intern debat forudsættes nogle gange af, at ledelsen er nødt til at lytte. Magt har det med at korrumpere.

I det kommunalpolitiske konstitueringsdrama hænder det dog, at personer skifter parti meget kort tid efter valget. Det er de i deres gode ret til, da deres mandat er personligt, men det kan undre dem på sidelinjen, når de i nattens mulm og mørke pludselig har skiftet parti, og så i øvrigt er blevet viceborgmester eller udvalgsformand i processen.

Nogle gange er det ikke kønt – og det husker vælgerne, forhåbentlig. Når mennesker får ansvar, så risikerer forfængelighed og personlige ambitioner at overskygge politiske idealer. Den risiko er en pris, der er nødvendig at betale, hvis vi skal bevare demokratiet og etikken i politik. Det kan være, at der rent faktisk er en rigtig god grund til, at personen har skiftet parti. Det repræsentative demokrati bygger på, at vi har tillid til, at mennesker kan varetage den opgave, at repræsentere os – uden at være bundet af andet end politikerens egen overbevisning.

Den 21. november giver vi vores mandat til den person, vi tror, bedst kan repræsentere os indtil næste valg. Det er uanset hvilket parti, vedkommende er i, når det er tid til at stemme igen.

Vores regent har overgivet os til religionen ‘demokratismen’

Enhver stat har brug for ‘checks and balances’. Der er brug for en anden instans – eller flere – der kigger over skulderen, så dårlige idéer, korrupt adfærd og den værste populisme bliver luget ud. I Danmark har det gamle kulturradikale slagord om “Intet over og intet ved siden af Folketinget” været en art demokratisk religiøsitet, hvor hvis noget er vedtaget af flertallet, så er det demokratisk, og dermed er det også såre godt. Det er det sjældent. Et demokrati har brug for bremseklodser, for ellers bliver demokratiet til en religion.

Der er brug for, at nogen sætter foden ned. I nogle lande er det præsidenten, en forfatningsdomstol, delstatsparlamenter eller et andetkammer. Et eksempel på det er fra Polen, hvor præsidenten Andrej Duda nægtede at skrive under på en lov, der ville lægge højesteret ind under regeringens kontrol. Det var folkelige protester, der fik præsidenten til at tøve. Magtfuldkommenheden mødte ‘checks and balances’ – og tabte.

Hvilke stopklodser skal politikere møde i Danmark? Mine to forslag er en forfatningsdomstol og et nyt andetkammer bestående af kommunalpolitikere. Men hvordan er det gået så galt?

Ifølge Danmarks Riges Grundlov har Kongen opgaven at sætte foden ned. Det er Kongen, der i sidste ende skriver under på loven, hvorved den bliver lov. Samtidig står der i Grundlovens § 13, at “Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov”. Det er svært at holde Kongen ansvarlig på opgaven, når han omvendt er ansvarsfri.

Siden påskekrisen i 1920 har skiftende danske regenter opgivet at føre politik. Påskekrisen opstod, da Christian den 10. opløste regeringen ‘Zahle II’, mod Folketingets flertals vilje, i håb om at et nyt Folketing efter et nyvalg ville have flertal for at gøre Flensborg til en del af Danmark. Danmark var i den forbindelse meget tæt på at blive en republik, og læren, som Kongehuset drog, var, at tiden hvor regenten kan regere er slut.

Dengang havde Danmark to kamre, men Folketinget og Landstinget havde efterhånden samme partipolitiske sammensætning, hvilket gjorde Landstinget overflødigt. Det arbejdede på at afskaffe sig selv (en adfærd vi kun har set fra politikere i nyere tid under kommunesammenlægningerne), og det lykkedes med Grundlovensændringen i 1953.

Resultatet er, at vi ingen ‘checks and balances’ har. Der er ikke for alvor en forfatningsdomstol, der er intet andetkammer og slutteligt er der hverken en præsident eller en regent, der kan nægte at skrive under på uretfærdig politik. Det lykkedes at gøre demokratismen til religion, og hvis nogen er i tvivl, kan I høre klippet her, hvor en skråsikker Kenneth Kristensen Berth (MF for DF) åbent erkender, at lov og ret er underordnet målet om at få sin egen politik igennem:

Vi skal tilbage til et princip, der er beskrevet allerede i forordet til Jyske Lov: “Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden…” Ifølge ‘demokratismen som religion’, er det afgørende for om noget er retfærdigt, at det er vedtaget af Folketinget. Men retfærdighed er derimod noget, der er hævet over lovgivningen. En lov kan ikke være retfærdig, hvis ikke retfærdigheden er noget allerede eksisterende, loven skal leve op til. “Det er rigtigt, fordi jeg har besluttet, det er rigtigt” virker måske overfor små børn, der skal have at vide, hvorfor de ikke må få mere slik, men når de vokser op, begynder de at stille spørgsmål. Derefter er der en periode, hvor de ved, forældrene ikke har ret, men hvor de er tvunget til at acceptere deres autoritet. Derefter bliver barnet voksen – og myndig.

Det skal ikke være en forfaldshistorie det hele. Vi skal se fremad. Vi skal som borgere i Kongeriget Danmark stille det afgørende spørgsmål: Hvordan får vi genskabt ‘checks and balances’ i det danske demokrati?

Derfor har vi brug for:

  1. En reel forfatningsdomstol, der selv kan tage sager op, så rigsretssager ikke bliver sejrherrens triumf over den tidligere regering, men derimod kan gribe ind overfor magtfuldkommenheden mens den sker.
  2. Et nyt andetkammer, hvortil medlemmerne skal vælges efter andre metoder end til Folketinget.

Landet er ikke større end, at vi kan stille spørgsmål ved, hvor mange Folkevalgte vi bør bruge penge på. Omvendt er landet så stort, at der kan være langt fra Christiansborg til den kommunale virkelighed, hvor velfærdsfrontlinjen for en stor dels vedrørende er organiseret. Derfor kan andetkammeret måske sammensættes af de 98 borgmestre? Borgmesteren er allerede fuldtidsansat, og hun har ikke nødvendigvis tid til at blåstemple Folketingets love. Derfor kan det måske sammensættes af 98 viceborgmestre? Det vil medføre en tættere forbindelse til den decentrale virkelighed, og da byrådsmedlemmer kun kan vælges, hvis de bor i kommunen, så stopper vi tendensen til, at flere og flere Folketingsmedlemmer bruger størstedelen af deres tid i København.

Lad Folketinget have initiativretten, mens “kommunetinget” mødes to gange tre dage om måneden, hvor de kan afholde høringer og ekspedere love videre – eller tilbage i hovedet på Folketinget.

Det vigtige er, at vi får etableret stopklodser, så en domstol stopper ulovlig administration, og et andetkammer stopper tåbelig lovgivning. Derved kan vi bevare Kongehuset, da det fortsat kan slippe for opgaven.

 

 

Kald trolden ved navn!

Folkeeventyrerne har moraler, der lærer lytteren (de blev mundtligt overleveret – og først senere skrevet ned), hvordan lytteren skal begå sig i samfundet. Trolde optræder ofte som antagonister, og en detalje, der ofte går igen, er at helten kan få magten over trolden, hvis helten kan nævne hans/hendes navn. Alternativt bliver trolden rasende og gør noget dumt. Resultatet er det samme: Løsningen på en prekær situation, er at nævne troldens navn.

I virkeligheden handler det ikke om trolde. Det handler om samfundet, om dét, der er mellem dig og mig. Pointen om troldens navn er, at hvis man har et problem i samfundet eller en konflikt med en person, så skal man tale direkte om den. Man skal ikke gå og gemme på det, mens irritationen bygger sig op og bliver uoverstigelig.

Trolden går i krig

Jeg holder nogle gange foredrag om ‘retfærdig krig’. Groft sagt er en krig retfærdig, når der er tale om en forsvarskrig. Derudover er der en række andre kriterier, men helt overordnet set, så kan en ‘retfærdig krig’ sammenlignes med selvforsvar. Krigen har dog en lang forberedelsestid, for mennesker kan ikke finde ud af at slå sine medmennesker ihjel. Derfor er vi nødt til at tale om fjenden, som om de ikke er mennesker. Betegnelsen “fjenden” er et godt eksempel at starte med. Under anden verdenskrig var tyskerne “Krauts” og under første golfkrig var Irakerne “Sandniggers”. Det var de sorte soldater i USAs hær ikke så glade for, da det også tingsliggjorde dem, så under Irakkrigen i 2003 var “fjenden” blevet til “Towelheads”, selvom ikke mange irakere går med turban. I øvrigt var det danske/engelske/amerikanske overfald på Irak en uretfærdig krig. Hvis tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben var et kriterie, der kunne retfærdiggøre en krig, så burde det være England og USA, vi invaderede.

Det vigtige skridt på vejen mod at soldater kan slå mennesker ihjel, det er at undgå at “kalde trolden ved navn”. Vi skal ikke tale direkte med modparten, men omvendt opbygge en oplevelse af os, der ikke er “towelheads”, og dem, der er “towelheads”. Vi skal tingsliggøre dem i vores sprog, så vi undgår at tale om at “slå medmennesker ihjel”, og i stedet skal vi tale om at “tage fjender ud”.

Det øverste trin på konflikttrappen

Krig er det øverste skridt på den konflikttrappe, som mange ynder at visualisere konflikter med. Man starter på nederste trin, og efterhånden som man ‘optrapper’, stopper man med at tiltale, og begynder i stedet at omtale og skumle i hjørnet. Et led i dette kan være tingsliggørelse, grove generaliseringer og nedgørelse af menneskers værdi.

Hvis der er nogen, der finder på øgenavne eller generaliserer groft, så skal tingsliggørelsen eller reduktionen af medmennesket påtales, så konflikter bliver dæmpet i tide. Hvis man bruger det forkerte navn om trolden, så fungerer det ikke. Der kan faktisk ske det modsatte. Her risikerer parten i konflikten at opbygge en stråmand, når parten forsøger at sætte ord på, hvad der er galt i situationen.

Her er det vigtigt at understrege, at “trolden” IKKE er den person, der kommer med ytringer, men derimod er det ytringen i sig selv. Det er ‘tingsliggørelsen’, der skal modarbejdes – men ikke ved at kalde personen for en ‘tingsliggører’. Det ender bare med at én eller anden i en lang facebooktråd skriver “Det er ligesom i 30’erne i Tyskland, og i øvrigt er du nazist”. Vi har alle set det ske. Det gjorde intet godt for konflikten.

Tonen i debatten – og menneskesynet, ikke mindst!

Når det går galt med ‘tonen i debatten’, så kan det være fordi, det ikke er lykkedes at balancere på den knivsæg, der handler om at ‘kalde trolden ved navn’. Nej, kontanthjælpsmodtagere er ikke nødvendigvis alle dovne, selvom der kan være et problem med manglende engagement blandt nogle kontanthjælpsmodtagere. Der ER en forskel. Det manglende engagement blandt nogle af kontanthjælpsmodtagere er ‘trolden’. Det er ikke personen, der er kontanthjælpsmodtagere, der er ‘trolden’. Sandsynligvis er kontanthjælpsmodtageren ikke engang apatisk på grund af dovenskab, men i stedet på grund af alt muligt andet. Tonen i debatten ER vigtig, fordi ‘trolden’ ellers ender med at blive et uoverskueligt problem.

Så er der måske en debattør, der nævner ordet menneskesyn, og en anden debattør svarer, at ordet ‘menneskesyn’ er blevet tømt for indhold, fordi det bliver brugt offensivt mod dem, man ikke selv kan lide. Der skal dog være plads til at diskutere menneskesyn, for vi mennesker har det med at generalisere. Vi kan ikke overskue, at samtlige den milliard kinesere, der bor i Kina, alle har et navn, en familie, håb, drømme og værdighed. Derfor generaliserer vi kineserne. De er billig arbejdskraft, de samler elektroniske dimser og plastik, og så spiser de mærkelig mad. Så er de sat i bås, og vi behøver ikke at tænke mere på dem. De er tingsliggjorte for os.

De er dog stadig mennesker. Vi har som medmennesker stadig et ansvar for dem. Det samme er gældende med dem fra Syrien og Eritrea, der i disse år søger asyl hos os. Vi tingsliggør dem, når vi taler om dem som en “folkevandring”, for at tage en af de mildere betegnelser vi giver dem. I kender selv nogle af de værere.

Nu taler jeg ikke om, at vi skal åbne alle grænserne som en anden “halal-hippie” (endnu et skældsord, der tingsliggør modparten), men vi skal balancere på den knivsæg, det paradoks, at vi skal kunne snakke om problemerne, uden at vi gør medmennesker til problemer i sig selv. Vi skal kunne “kalde trolden ved navn”, uden at kalde medmennesket for en trold, når han i virkeligheden hedder Peter.

I krig og på arbejdspladsen

Krigen er som nævnt det øverste trin på konflikttrappen, og mens politik ofte forekommer at være næstøverste, så har vi alle relationer i foreningslivet, på arbejdspladsen, i nabolaget og sågar i familien, hvor vi ‘kalder hinanden trolde’. Vi tramper op og ned på konflikttrappen, og første skridt mod at tage et skridt ned er at tale om problemet. Nej, det nytter ikke at kalde det en “udfordring”, når det i virkeligheden er et problem. Men tal med din kollega om det. Uden at kalde hende en trold. Det er en sund overleveret visdom fra vores folkeeventyr og kollektive hukommelse.

De fattiges egen skyld – eller ansvar?

Vi slipper tilsyneladende aldrig af med debatten om ‘skyld’ i forbindelse med fattigdom. Senest var det endnu engang Joachim B. Olsen (Medlem af Folketinget for LA), der genstartede debatten. Her er der overskrifteksempler på, hvordan debatten stikker hovedet over vandet, for så at kunne dykke videre i befolkningens harme: “DIN MENING: Er det fattiges egen skyld de ikke har råd til gaver?“, ville Danmarks Radio vide i 2012. “Hver 5. dansker: Mennesker i nød er dovne“, som om noget blev sandt af at blive gentaget nok (Ugebrevet A4, 2013). Seneste: “Joachim B. Olsen: Økonomisk ulighed skyldes folks egne valg“, hvilket TV2.dk valgte at publicere i 2017, uden konsekvenserne af det valg er tydelige fra starten.

Overskrifterne taler til menneskers harme, men de rummer ikke virkelighedens nuancer. Findes der ‘social arv’? Ja! Påvirker vi hinanden i samfundet? Ja! Allerede med disse to erkendelser på plads, er du noget bedre klædt på til debatten. Det er ikke så sort/hvidt, som det bliver fremstillet i medierne og i de sociale mediers kommentarspor.

Skyld er bagudskuende

En skelnen der kan være værdifuld at inddrage, er forholdet mellem skyld og ansvar. Skyld er stærk forbundet med skam – og er altid bagudrettet. Du er, hvor du er – og når du kigger tilbage, så er det, ifølge mange af debattens postulater, din egen skyld. Du er selv uden om det. Hvis du er født af en enkemor i en to-værelseslejlighed i et boligkompleks, hvilket har præget din opvækst, så er det din egen skyld (og skam), at du ikke har draget det ligeså vidt, som hvis din mor var underdirektør i en stor medicinalvirksomhed. Selvom du ikke fik lov til at gå til spejder og tennis, som du ønskede, og du i stedet fik venner i baggården, så er det din egen skyld, at du ikke har lige præcis dét brede netværk, der lander dig et godt studiejob. Shit happens – det er din egen skyld.

Skyld er altid bagudskuende, og en masse politikere, aviser og sociale medier får os til at selvanalysere og skamme os.

Ansvar for din fremtid som ‘old boys’-fodboldspiller

Ansvar er derimod fremadskuende. Uanset din opvækst, dit barndomshjem, din uddannelse, alderen på din bil, dit netværk og vejret – så har du selv et ansvar for dit eget liv. Har du en forkert uddannelse til arbejdsmarkedet? Find kurser at supplere med. Har du venner der influerer dig dårligt? Find en ny omgangskreds. Har du ikke det rigtige netværk? Start til ‘old boys’-fodbold (vigtigt det er en holdsport… vælg håndbold i Jylland). Er din bil til service? Sæt dig på cyklen.

Dit ansvar er noget, du kan gøre noget ved, hvorimod skyld er noget, der er i fortiden. Du kan ikke ændre fortiden. Du kan kun ændre din og andres opfattelse af fortiden. Derfor er det træls, at meningsdannere nu forsøger at bilde os alle ind, at social arv er ligegyldigt, da din fortid er din egen skyld. Det kan være, at din dårlige ryg skyldtes, at en arbejdsgiver bad dig foretage for tunge løft, da du var 15 år, men det er ifølge løgnene ‘din egen skyld’, at du tit er syg og ikke kan klare hårdt fysisk arbejde.

Læser du mikroøkonomi på universitetet, så lærer du økonomiske modeller, der forudsætter at alle på markedet har fuld adgang til viden, at ingen forsøger at snyde dig – og du bare kan vælge noget andet, hvis markedet ikke tilbyder et godt nok produkt til prisen. I denne debat om bagudrettet skyld kan det virke som om, det er præcis denne variation af det liberale menneskesyn, der har fået fuld skrue. Du kunne bare have gjort præcis det samme, som ham direktørsønnen der gik til golf og fik sit første studiejob i faderens forretningsforbindelses virksomhed.

Dine, mine og fælles ansvar

Selvfølgelig er vi alle syndere, og har gjort en masse forkert, men hold lige igen med at pådutte andre mennesker skyldfølelse for alt det, de er blevet udsat for i deres opvækst.

Når vi ved, der er social arv, og når vi ved, vi påvirker hinanden, så har vi også et ansvar. Som mennesker er vi relationelle, og hver gang vi mødes med et andet menneske, holder vi en smule af det andet menneskes skæbne i vores hånd. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Det var noget, som K.E. Løgstrup cirka formulerede. Men det er en erkendelse, der ligger snublende nær for os alle.

Vi har som medmennesker et ansvar, og det betyder, at vi som samfund har et ansvar. Det betyder dog ikke, at du ikke selv også har et ansvar. Det er dit liv.

Frihed, økonomi, ægteskab og landegrænser

Et af de seneste dages debatterede emner er spørgsmålet om ægteskab på tværs af landegrænser. Det er en svær debat, da den på den ene side handler om kærlighed, der er hævet over overvejelser som økonomi og landegrænser, men på den samme tid handler om statens økonomi, kontrol med grænser og forpligtelser overfor borgere. Der er to historier fra medierne, jeg vil fremhæve.

Iværksætteren Kasper Kragelund, der står bag det kendte Aarhus Street Food, blev presset til at rejse til Thailand, fordi hustruen Janyaphon ikke kunne få lov at blive i Danmark. Kasper, Janyaphon og deres 3 danske børn må altså forlade Danmark. Det bærende tema i debatten på de sociale medier er, at der burde gøres noget for, at denne succesfulde erhvervsmand kan få lov at blive i Danmark, da han har skabt så og så mange jobs.

En anden historie handler om Bo Nielsen, der i 1994 rejste til østen, og siden har været topleder for 15.000 ansatte og en omsætning på 30 milliarder. Han er gift med Pla Pathitha fra Thailand, og har på grund af de indviklede regler opgivet at flytte tilbage til Danmark.

Et materialistisk menneskesyn

Fælles for de to narrativer er, at det faktum, at de to personer er succesfulde og rige, og dermed gode for dansk økonomi, gør at netop disse to personer, bør få lov at tage deres hustruer med til Danmark. I forsøget på at begrænse indvandringen via familiesammenføringer, har staten ramt nogen, der ikke har været tiltænkt at ramme. Fortællingen er: Hvis du tjener flere penge, producerer mere til statens BNP, så bør du ikke rammes af begrænsninger.

Det er et maskinelt og materialistisk menneskesyn, der ligger bag den tankegang. Det er mennesket, der er til for staten – og ikke staten der er til for landets borgere. Det er et materialistisk menneskesyn, hvor mennesket er producent i stedet for åndsvæsen. Det er et menneskesyn, som stammer fra marxismen, men som vi også ser i nogle varianter af liberalismen: Mennesket er grådigt og behovstyret. Det er et menneskesyn, hvor mennesket som frit åndsvæsen må vige, mens fokus i stedet er flyttet til produktion og nytte.

Ofte bliver det understreget, at “minister betyder tjener”, og den udøvende magt derfor skal være ydmyg overfor loven og parlamentet. Sjældent bliver det dog understreget, at parlamentet også skal være ydmyge overfor retfærdigheden og friheden. Det er nemlig retfærdighed og frihed, staten bør have som formål. Det stod i preamblen til jyske lov, men det bliver glemt igen og igen.

De lukkede kasser – og barmhjertigheden

Den franske præsident Macron bruger i sine taler vendingen “…på samme tid…”, hvorefter han siger noget diametralt modsat af, hvad han ellers havde sagt. Statsmagten er et paradoks. Den skal sikre friheden og retfærdigheden, men den kan ikke gøre det uden regler, magt, bureaukrati og økonomi. Så længe vi har en velfærdsstat, der er gavmild overfor alle borgere, er det nødvendigt at begrænse antallet af borgere, der kommer til udefra. Det retfærdige er så at gøre det lige for alle. Uanset økonomi. Uanset social status. Derfor er det kun fair, at reglerne også rammer Kasper Kragelund og Bo Nielsen. Mennesker skal ikke have flere rettigheder, blot fordi de har en god indkomst. Lige nu er systemet designet efter, at det kun er dem, der har en solid økonomi, der må få deres ægtefælle til landet, samtidig med at der er en masse andre besynderlige krav, man ikke kan måle kærlighed ud fra.

På samme tid er det oplagt at foreslå, at hele spørgsmålet bliver løsrevet fra den økonomi, der øjensynligt er det store problem for staten. Et forslag har gennem tiden været, at det skal være et spørgsmål om “åbne grænser, lukkede kasser”. Det kan gøres således, at der er nogle kasser, der eksplicit er lukket for “nye borgere” (så længe de er nye). Der er ingen kontanthjælp. Ingen boligstøtte. Ingen børnepenge. Der er til gengæld gratis lægehjælp og mulighed for danskundervisning og opkvalificering af færdigheder, hvis det ønskes.

Problemet med det er, at så snart de kommer til Danmark – og ender med at bo på gaden, så bliver det klart for alle, at det heller ikke er holdbart. Så bliver det hele blandet sammen med spørgsmål som: Er der nok billige boliger i Danmark (der ledte frem til etableringen af boligstøtten), kan vi lade børnefamilier leve så fattigt (hvilket førte til indførslen af børnepenge) og kan vi lade de mennesker være sultne (hvilket medførte indførslen af kontanthjælp). Vi kan, heldigvis, som mennesker ikke blot se på, når vi møder mennesker i nød.

Hvad skal staten opgive kravet på?

Det hiver og trækker i staten, når de her spørgsmål bliver afgørende. Størstedelen af de statslige budgetter går til faste udgifter, hvorimod det er meget små beløb, der justeres til finanslovsforhandlingerne. De restriktive regler har medført, at færre 18-årige mænd og kvinder bliver gift med en person, som deres familie har fundet til dem i deres oprindelsesland. Men hvilke regler var det afgørende for det? Er det 24-årsreglen? Så lad os beholde den. Alle kan finde ud af at vente til de er 24 år. Også Kasper og Bo, samt ligesindede med karrierer i erhvervslivet. Er det kravet om 50.000 kroner i bankgaranti? Det er for mange muligt at spare 50.000 kroner op – eller låne dem af venner og bekendte, der ønsker deres venner det bedste. Her kommer problemet så, at man ikke må have en opsparring, hvis man er på kontanthjælp, men skal det være argument for ikke at leve med den person, man elsker?

Tilknytningskravet er et stort problem. Det er nærmest umuligt at komme udenom, hvis det er gået galt fra starten. Har du arbejdet hos et datterselskab i Malaysia i fem år, så er det stort set umuligt at give din kommende hustru tilsvarende fem års tilknytning til Danmark. Den regel er absurd. Den bør afskaffes nærmere før end siden.

Kravet om størrelsen på boligen er ligeledes absurd. Vi har et problem i Danmark, at mange mennesker er plaget af ensomhed, og samtidig har vi en forvaltning og en boligmasse, der er indrettet efter et ligusterhækmenneskesyn. Selvfølgelig skal man have lov at bo i et bofællesskab, hvis man gifter sig med en udlænding. Det vil formentlig gavne integrationen.

Det er mine forslag til, hvordan reglerne for familiesammenføring kan ændres, så staten i højere grad bliver til for borgerne – i stedet for omvendt. Jeg kender hverken Kasper Kragelunds eller Bo Nielsens sager i detaljen, så jeg aner ikke, om de vil få bedre vilkår. Det er ikke mit formål at give dem bedre forhold, blot fordi de er succesfulde erhvervsfolk.

Orden og ordentlighed – et politisk paradoks

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

I en samtale mellem Per Stig Møller og Christian Egander Skov, refereret i Information 23. december 2016 i artiklen ‘Vi har brug for en puritansk udgave af kapitalismen’, kom de to konservative ideologer, hvis jeg må bruge det som samlebetegnelse, ind på spændet mellem ’orden’ og ’ordentlighed’. Jeg vil ikke her diskutere, hvad de to mener om den sag, men vil i stedet folde begreberne ud – fra mit perspektiv.

Orden og ordentlighed er tæt vævet sammen med det paradoks, som filosoffen Martin Buber beskriver som to menneskelige grundindstillinger: Jeg-Du og Jeg-Det.

Det første er det modus, vi bliver født i: Jeg-Du er når vi ser og forholder os til personer. Det er ikke, når vi møder kasseekspedienten, betaler vores penge og måske bliver sendt videre med et ”Ha’ en god aften”. Det er derimod, når vi spørger ind, lærer personens navn, historie, bekymringer, fremtishåb… Alt det, vi har svært ved at overskue, når vi møder så mange mennesker hver dag. Jeg-Du er den oprigtige interesse for medmennesket, for personen, og det er erkendelsen af, at vi aldrig fuldt og helt vil forstå medmennesket, da det er uendeligt forskelligt fra os selv, som Emmanuel Levinas ville påpege.

Jeg-Det er derimod den indstilling, vi normalt har, når vi møder eksempelvis kasseekspedienten. Vi har mentalt sat mærkatet ’kasseekspedient’ på personen, og måske er det endda helt konkret skrevet under personens navn på brystet. Kasseekspedient, buschauffør, klassekammerat, fætter, kollega, ven, fjende, politiker, studerende… Det er alt sammen kategorier, der gør, at vi kan navigere i verden. Vi kender personers opgaver, og kan forholde os til dem. Nogle gange forsøger de at snyde os, når de eksempelvis kalder en banksælger for en bankrådgiver og en brugthusforhandler for en ejendomsmægler. Men det skaber orden i vores tilværelse, og vi får hverdagen til at fungere. Vi kender hinandens roller, ansvar og tilhørsforhold.

Vi tingsliggør personer gennem vores Jeg-Det-indstilling til vedkommende, hvorved vi mentalt frigør os fra det moralske ansvar overfor ‘tingen’. Det ophæver dog ikke vores moralske ansvar, men det er en følelsesmæssig forsvarsmekanisme. Nogle gange går det dog op for os, at vi i bund og grund burde have en Jeg-Du-indstilling til alle vores medmennesker. Det sker typisk, når vi bliver mødt af at smil, og vores ansigt automatisk kopierer det, hvorved vi føler empati. Eller når vi møder en person i sorg, og selv mærker smerten i mellemgulvet. Det er når vi ser et trafikuheld, og vi dropper alle andre planer, for at gøre noget for cyklisten, der sidder på kantstenen med blod løbende fra panden. Jeg-Du er empati, moral og, ja, ordentlighed. Ordentligheden er ikke så langt væk, at verden kollapser i tingsliggørelse, rå vold og anarki.

Ordentlighed transcenderer vores planer. Kalenderorden og tidsstyring skal vige pladsen for ordentlighed. Sort/hvide regler skal bøjes for ordentlighed. Paradokset er dog, at uden orden er der ikke plads til ordentlighed. Uden orden er der ikke overskud. Uden orden er det de stærkes ret, der gælder. Uden orden kommer ambulancen ikke. Uden orden er der intet veldrevet supermarked, der kan ansætte en smilende kasseekspedient, hvis smil din empati får dig til at kopiere, så du kan sige ”Tak, og i lige måde” og rent faktisk mene det.

Vi skal finde balancen mellem ’orden’ og ’ordentlighed’. Mellem at ’tage kontrol’ og at ’give plads’. Vi skal finde balancen mellem ’ret’ og ’nåde’, ’institutioner’ og ’naboskab’ – mellem orden som ’rammerne for frihed’ og ordentlighed som ’udlevet frihed’. Den opgave – at finde balancen – er både en menneskelig dyd og i høj grad en bundet politisk opgave. Hvis politikere ikke tager den på sig, så er det ikke ledelse, de beskæftiger sig med – men derimod enten apati og anarki eller alternativt ’rå styring’, også kendt som ”nødvendighedens politik”.

Derfor er netop spørgsmålet om ’orden og ordentlighed’ så fantastisk vigtig, at det burde være på checkliste, der skal tages frem i alle politiske processer. Hvordan går det med balancen? Kan vi navigere i paradokset? Der er intet facit, da det netop er et paradoks – men ellers var der ikke brug for politik.

 

Institutionsbyggeri uden beton

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol., iværksætter i fødevarebranchen, bestyrelsesmedlem i Tænketanken Cura

Mennesker er åndelige, moralske væsner, men vi kan ikke rumme, at vi egentlig bør opføre os næstekærligt over for alle. Vi er fejlbarlige. Det er et paradoks, at når vi famlende forsøger at tage ansvar i verden, så kommer vi uforvarende til at tingsliggøre vores medmennesker. Vi ‘sætter mærkater på mennesker’ og ‘putter dem i bokse’. Dermed behøver vi ikke at rumme deres privatliv, deres problemer – deres person. Vi fralægger os vores personlige moralske ansvar over for dem, så vi bedre kan håndtere vores egne udfordringer og fortsætte vores egne projekter. Men det burde vi ikke, og det ved vi egentlig godt.

Vi mennesker har brug for institutioner. Her tænker jeg ikke kun på bygninger i beton og mursten, med navne der ender på “-styrelsen”. Jeg tænker heller ikke på ‘Blomsten’ og ‘Sommerfuglen’, som vi måske forbinder med ordet “institutionsbyggeri”. Jeg tænker derimod på de aftaler mellem mennesker, som har en effekt, fordi vi insisterer på dem. Jeg tænker på værnene mod menneskers dumhed, ego og selvtilfredshed. Det er institutioner som staten, Genevekonventionen, menneskerettighederne og familien.

“At tage fjender ud”

En af vores tidligere forsvarsministre sagde: “Det værste, du kan gøre, er at slå et andet menneske ihjel. Derfor siger vores soldater også, at så ‘nakkede de nogen’. De bruger ikke som terminologi ‘at slå ihjel’. Og derfor taler vi i forsvaret om at ‘tage fjender ud’. Det er præcis for ikke at komme ind i den der ‘slå ihjel’ terminologi”. Det illustrerer ret godt, hvorfor vi har krigskonventionerne. I krigen opløses moral, og soldaterne ‘tager fjender ud’ og giver modparten øgenavne, så det bliver nemmere at slå mennesker ihjel. Det er den ultimative tingsliggørelse af medmennesket.

Konventionerne er det værn, som sikrer, at modparten bliver behandlet som menneske, når ‘fjenden’ har overgivet sig eller er såret. Når en person ikke længere er en uretfærdig dødelig trussel, så sikrer Genevekonventionen, når den bliver overholdt, at personen bliver behandlet med den medmenneskelige respekt, som alle mennesker bør opleve. Krigen er slut, men tingsliggørelsen i soldatens sind er ikke. Den opløses langsomt, når hverdagen kommer tilbage. “I gjorde det rigtige”, siger meningsmålingen. Men soldaten ved godt, at det værste et menneske kan gøre, er at slå et andet menneske ihjel.

Tingsliggørelsen er en copingstrategi. Det er vores forsøg på at tilpasse os, så vi på et personligt plan kan håndtere, at vi gør det forkerte. Tingsliggørelse er det værn, vi sætter op, så vi kan sidde i fred og råbe af de andre bilister i trafikken og udmanøvrere konkurrenter i erhvervslivet. Tingsliggørelsen tager overhånd, hvis vi ikke har institutioner, der holder os i hånden.

Vi kan ikke få pengene op af lommen

Når vi holder den årlige Danmarksindsamling til arbejdet i udviklingslande, kan vi indsamle omkring 100 millioner til nogle meget konkrete projekter, der har det til fælles, at de let kan formidles med videoklip, bedende øjne og appellerende kendisser. Men fordi vi har staten, kan vi hvert år give cirka 0,5 % af BNI til udviklings- og nødhjælpsarbejde. Det er cirka 12 milliarder kroner. Tallet burde være større, men regeringen bruger resten op til de 0,7 % af BNI på flygtningearbejde i Danmark.

Midlerne til udviklingsarbejde bliver brugt på initiativer, der er sværere at formidle. Ofte er de af teknisk karakter, og de griber udfordringerne an strukturelt. Det er slet ikke så håndgribeligt som at give en ged i julegave. Men det virker. Verden bliver et bedre sted på grund af de midler. Vi ved godt, at vi bør prioritere det, men vi kan ikke få pengene op af lommen, med mindre det bliver trukket over skatten. Institutionerne ‘staten’, SKAT og DANIDA hjælper os mod vores egen egoisme.

Menneskerettigheder har vi på trods

Vi har vedtaget, at menneskerettighederne er universelle, fordi de bør gælde alle. Hvis nogle mener, at det er unaturligt, så er det fordi, de strider mod vores natur. Vores egoisme, herunder min egen, naturligvis, byder mig at fokusere på mit eget og mine nærmeste. Jeg kan ikke rumme, at der er tusindvis af mennesker, der dør af sult, eksempelvis. Jeg smider ikke alt, jeg har i hænderne, for at rejse ud og uddele mad. Jeg skraber derimod min tallerken ned i skraldespanden. Jeg ved, det er forkert.

Den psykologiske forklaring kan være, at der opstår en ind-gruppe, dem vi bekymrer os om, og en ud-gruppe, dem som vi ikke behøver tage ansvar for. For staten er ind-gruppen dem, der er statsborgere, eller får givet rettigheder af staten. Ud-gruppen er alle de andre. Menneskerettighederne er derimod ikke nogen, vi bliver givet ved statens nåde – afhængigt af ind-/udgruppe-dynamikker. Det er noget, vi har på trods. Det er umistelige rettigheder. Det er sikring af vores frihed. Der er så en diskussion om positive rettigheder, hvem der har ansvar for praktisk at sikre dem, så måske skal de omformuleres. Men jeg vil ikke være dem foruden.

Der er teologiske kræfter, der ønsker menneskerettighederne fjernet, fordi nogen, efter sigende, gør dem til en afgud. Der er politiske kræfter, der ønsker dem langt væk, fordi de er ubelejlige. Menneskerettighederne er under pres. Nej, menneskerettighederne er ikke en afgud. Men de ER ubelejlige, fordi de modarbejder vores copingstrategier. De modarbejder tingsliggørelsen af de medmennesker, hvis værd vi har svært ved at overskue og håndtere.

Den mest afgørende institution er familien

Det er i de nære relationer, at vi lærer at tage moralsk ansvar, og hvor der bliver taget ansvar for os. Vi har mange nære relationer, eksempelvis til dén skolelærer, som gjorde en forskel, yndlingspædagogen i børnehaven, den gode klassekammerat som hang ved og de nære venner, vi får i foreningslivet. Men de primære relationer har vi, som udgangspunkt, i familien. Opdragelsen og dannelsen sker mange steder, i flere institutioner, men den mest afgørende institution er familien.

Den politiske udfordring er, at det er svært for politikere at skabe den institution. Politikere kan vedtage konventioner, bevilge midler til DANIDA, opkræve skat og bygge motorveje. Men politikeren kan ikke gå til valg på at give en biologisk familie til en forældreløs. Eller bringe brudte familier sammen igen. Det politikerne kan, er at værne om familierne og skabe rammer for eksempelvis plejefamilier. Give dem bedre vilkår, fritid, nutidige pasningsordninger, muligheder for orlov og nedsat arbejdstid for småbørnsforældre og meget mere. Om nødvendigt for børnenes skyld hjælp til familieterapi. Resten er op til familierne selv og deres udvidede familie, venner og kolleger.

Individualismen, som liberalismen er baseret på, er i sin kerne et udtryk for den side af mennesket, hvor tingsliggørelsen, markedskræfterne og vores copingstrategier kommer til udtryk. Det, der gør os i stand til at handle. Kollektivismen, som socialismen bygger på, er derimod den del af mennesket, der erkender fællesskabet med medmennesket og det moralske ansvar. Begge ideologier er blinde for det paradoks, at menneskelivet omfatter begge dele. De institutioner, der kan hjælpe og sikre dig, de kan samtidig være dem, der vælter dig omkuld. Verden er ikke sort/hvid, og derfor kan vi ikke basere politik på et sort/hvidt menneskesyn. Uden den erkendelse, kan vi ikke bygge institutioner uden beton.