Kronik: Hvor er systemkritikken i borgerligheden?

Bragt i Berlingske torsdag den 31. marts 2016 (lagt online onsdag d. 30. marts 2016): http://www.b.dk/kronikker/hvor-er-systemkritikken-i-borgerligheden

Der foregår en borgerlig systemkritik ude i den danske debat, men hvis der findes kunstnere, som er inspireret af lignende tanker, så støtter de ikke automatisk op om Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den borgerlige systemkritik lever bedre andre steder – særligt uden for partierne.

Af Mathias Schwartz Kirkegaard cand.scient.pol., bestyrelsesmedlem i tænketanken Cura
Hvis kunsten ofte er i opposition til det bestående, og Danmark er et land rundet af socialdemokratisk tænkning, så burde mange kunstnere stemme borgerligt. Men hvorfor er relativt få kunstnere offentligt kendt som borgerlige? Måske fordi Venstre og Konservative ikke formår at rumme borgerlighedens kritik af det eksisterende overregulerede samfund?

Flere borgerlige debattører har efterlyst kunstnere, som stemmer på borgerlige partier i almindelighed og på Venstre og Konservative i særdeleshed. Det gælder f.eks. Jarl Cordua og Torben Steno i Radio 24syv og Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen. Når kunsten kommenterer samfundet, kan den enten hylde det – eller pirke i de sår, der umiskendeligt opstår, når vi opbygger samfundssystemer. Følgelig siger man ofte, at kunsten er i opposition til det bestående og dermed socialdemokratisme. Kunsten er ikke altid i opposition, selvfølgelig, men de borgerlige stemmer bør stille spørgsmålet: Hvor er systemkritikken hos Venstre og Konservative?

F.eks. har Cordua og Steno svært ved at finde kunstnere, der vil vedkende sig Det Konservative Folkeparti. Konservatismen som tænkning er imidlertid ikke blot konserverende, men indeholder udover en modernitetskritik en systemkritik, som kan formidles af kunsten.

Den konservative systemkritik kan rettes mod det offentlige system, reguleringen, der vokser uhæmmet og fremmedgør mennesker. Statens store regnemaskine er blind for, at mennesker først og fremmest skal være noget for hinanden – i stedet for at passe ind i et skema. Følgelig hylder mange konservative civilsamfundet.

Denne borgerlige statskritik så vi i Østeuropa under Sovjet, hvor systemkritikken kom til udtryk i kunsten. Eksempelvis udstillede den tjekkiske dramatiker, og senere præsident, Vaclav Havel bureaukratiets meningsløshed i skuespillet »Havefesten« (1963).

Den konservative systemkritik kan også være rettet mod rovdyr-kapitalismen, der efterlader de svageste til samfundet og staten, som efterfølgende må samle op. Kapitalismen nedbryder familier, når den insisterer på, at mennesker skal producere mere og mere til konkurrencestaten og samfundets BNP – i stedet for at være mere for hinanden. Hvornår har en familiepolitik sidst handlet om at skabe tid for familierne og ikke bare fleksible åbningstider på institutionerne, så mor og far kan arbejde mere?

Kritikken kan rettes mod, at kapitalismen er blind over for kulturen på kulturens egne præmisser. Mads Holger er et eksempel på en konservativ tænker, som trådte frem med en kritik af »Herning-liberalismen«. Han gik, før han blev gået, selv om han ellers fremstod som prototypen på en konservativ politiker.

Slår den socialdemokratiske stat til? Systemet er groft sagt designet efter, at borgerne kan forstå regler og udfylde skemaer. De, der ikke kan, bliver samlet op af Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Dansk Røde Kors og mange andre fra civilsamfundet. Det er civilsamfundet, som griber de svageste. I konservativ tænkning skal staten være den institution, hvorigennem de stærke hjælper de svage og derved skaber sammenhængskraft og det fælles bedste. Når det ikke sker uden de (statsstøttede, trods alt) sociale civilsamfundsorganisationer, så fejler det offentlige system. Dette er en oplagt konservativ systemkritisk dagsorden. Og her, kære konservative politikere, skal I altså ikke reducere det til et skatteudspil.

Et konservativt lyspunkt er dog, at Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov insisterede på, at tallene for kvælstofudledning i landbrugspakken ikke skulle sminkes. Ud fra en systemisk magtlogik gav det ellers god mening. Ud fra en spinlogik gav det ikke mening at se den anden vej.

»I 2001 stemte vi på Anders Fogh, men vi er blevet klogere nu,« rappede Nik og Jay i sangen »Kommer Igen« (2008). I 2001 blev Anders Fogh Rasmussens opgør med »smagsdommerne« solgt som systemkritik – selv om VK-regeringen oprettede lige så mange råd og nævn, som den lukkede. Hele manøvren fik kritikerne ud i kulden og vennerne ind i varmen.

Hvor er systemkritikken hos Venstre i dag? Uanset hvilke smårebelske pip, der kommer fra partiets politikere, er systemforsvaret fremherskende: Forsvaret af offentlighedsloven (af mange kaldet mørklægningsloven) er den mest markante, hvor journalister nægtes aktindsigt. Er det borgerlig-liberal politik at nægte den frie presse adgang?

Justitsminister Søren Pind har droppet alle ambitioner om at være »frihedsminister«, selvom frihed og gennemsigtighed er den liberales stærkeste våben mod statens vildtvoksende magt. Hvorfor må grundlaget for Irak-krigen ikke blive gransket, som den er blevet i andre lande, som i deres vildfarelse endte med at invadere en fremmed stat uden retfærdig grund? Kommer forslaget om systematiseret overvågning af samtlige danskeres internetbrug i sessionslogningen virkelig fra liberale politikere?

Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt er systemkritikere med liberale principper og fokus på frihedsrettigheder. De måtte forlade Venstre og fortrække til henholdsvis Det Radikale Venstre og Alternativet.

I Danmark er der flere eksempler på folkelige oprør, der kan vække en borgerlig grundklang, hvis de borgerlige politikere har systemkritisk musikalitet og kan lytte.

»Oprør fra udkanten« er det decentrale Danmarks opråb med initiativlyst og selvstændighed på menuen. De lægger vægt på nærhed til naboen, selv om naboen godt kan bo en anelse længere væk end i byens opgange, hvor man ikke taler med underboen. Det kunne være vand på en borgerlig mølle i form af en decentraliseringsdagsorden, hvor vi får færre, mindre og mere beskedne myndigheder – og flere myndige.

I stedet får vi »omprioriteringsbidraget«, hvor kommunerne får skåret i deres budgetter, hvorefter nogle af pengene kommer øremærket tilbage. Det er en manøvre, som effektivt centraliserer beslutningskompetencer, så kommunerne i mindre grad er herre over egen økonomi, mens Christiansborg og Slotsholmen detailstyrer kommunale kerneområder med øremærkede midler.

Hvis en politiker blot gør, »hvad der er nødvendigt«, mangler der både retning og selvstændig tanke. Socialdemokraternes »Nødvendighedens politik« er blot et andet ord for bureaukrati. Der bliver drejet på tandhjul, mens ingen diskuterer maskinen som helhed. Det er politisk følgen med strømmen – uden kaptajn og uden kurs. Det er systembevaring uanset omkostninger. Det er hele spektret af partier, der burde protestere. Men hvor er protesten? Den er ikke hos Det Konservative Folkeparti og hos Venstre, selv om den oplagt burde.

»Tag faget tilbage,« siger velfærdsarbejderne. De er trætte af overstyring og vil have ledelse, der taler til deres motivation for at hjælpe. På bureaukratsprog: Public Service Motivation (PSM) i stedet for New Public Management (NPM). Strukturen i den offentlige sektor skal afspejle, at pædagoger og sygeplejersker sagtens kan bruge deres faglige kvalifikationer ansvarligt. I stedet bliver de målt og vejet ud fra en grundindstilling om, at de er dovne, indtil de får en resultatkontrakt. Systemlogikken stammer fra en perverteret individualisme/liberalisme, og den er et oplagt mål for en konservativ systemkritik: Mennesket er mere end sine rå individuelle behov. Mennesket er også ånd.

#DetErVoresSamfund er et initiativ og et manifest, der handler om, at vi i civilsamfundet og lokalsamfundet skal tage ansvaret fra systemerne og give plads til medmenneskeligheden. Flere organisationer og tænketanke, herunder Cura, er sammen om dette.

Kan Det Konservative Folkeparti og Venstre – Danmarks Liberale Parti – genfinde den systemkritiske musikalitet, som deres politiske grundtanker ellers lægger op til?