Når filosoffer og samfundsvidenskabsfolk debatterer spørgsmål om moral, legalitet og retfærdighed i krig, så er der et helt særligt sprog. Der er to fænomener, der er værd at forberede sig på. Det ene er tendensen til at debattere ud fra allegorier – eksempler løsrevet fra virkeligheden, hvor principper kommer til udtryk. Det andet er, at Hitler ikke bare lurer i kulissen, men bliver hevet frem igen og igen.
Det løbske tog og laserpistolen
For det første er der den etiske culpa-diskussion, hvor man forsøger at finde ud af, hvem der har en ansvarspådragende skyld i forskellige situationer. Det helt særlige ved de drøftelser er brugen af eksempler. Der er selvfølgelig det nytteetiske dilemma, som også bliver kaldt “trolley”: Forestil dig, at du står ved et sporskifte. En løbsk jernbanevogn er på vej forbi dig, men du kan nå at skifte spor, så toget kører en anden retning. Hvis du IKKE gør noget, så rammer toget 10 mennesker. Hvis du skifter spor, så rammer toget én person ovre på det andet spor. Det er en klassisk allegori. Krigsteoretikere tilføjer så spørgsmålet: Må offeret skyde dig for at undgå at blive offer?
Forestil dig, at du står neden for en klippe. På toppen af klippen står en mand. Han er stor og meget tyk. Så kommer der en mand løbende, og han skubber helt bevidst til den tykke mand, som falder ned – på vej til at ramme dig! Hvis han lander på dig, så dør du, hvorimod den tykke mand selv overlever. Men du har en laserpistol, der kan pulverisere den store mand! Må du opløse manden med din laserpistol? Han har jo ikke gjort noget galt?
Og sådan kommer det ene moralske dilemma efter det andet. Hvis du finder det interessant, så læs Jeff McMahans bog ‘Killing in war’.
Hitlerkortet – når laserpistolen er for langt ude
Den anden tendens er tendensen om at spille Hitlerkortet. Når vi går tilbage i historien, så er der typisk en meget mudret optakt til de fleste krige. Vi kan ikke diskutere Vietnamkrigen uden dens optakt, den kolde krig som baggrund og de indviklede politiske spændinger i landet. Det samme gør sig gældende ved en hel stribe af andre konflikter. Men der er én sikker havn: Overfaldet på Polen i september 1939. Polen havde absolut ikke selv nogen andel i, at de blev invaderet af Hitler fra vest og Stalin fra Øst. Derfor er Hitlerkortet et godt kort at spille.
I al anden internetdebat er ‘reductio ad hitlerum‘ en håbløs strategi. Du kan ikke vinde en diskussion, hvis du påstår, at en anden i tråden “siger præcis ligesom Hitler”. For det er aldrig præcis ligesom Hitler. Og bare fordi Hitler fik togene til at køre til tiden, så er Arriva ikke mere nazister end DSB. Så hvis du elsker at diskutere Hitler og nazisme og drage sammenligninger med moderne tid, så er ‘retfærdig krig’ en spændende filosofisk diskussion at blande sig i.
Hvis du gerne vil diskutere ud fra historiske eksempler, så kan jeg anbefale Michael Walzers bog ‘Just and unjust wars: A moral argument with historical illustrations’.
De taler forbi hinanden
Udfordringen med de to videnskabsfolk er, at de taler forbi hinanden. Den ene er meget teoretisk i diskussionen med togvogne og laserpistoler, mens den anden er meget empirisk.