Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Samtaledemokratiet er dødt. Eller rettere: Vores politikere har afkoblet sig fra det. Ud over den retorik, vi ser fra politikerne i medierne, som åbenlyst ikke indlader til samtale, så vil jeg hive tre eksempler frem – og et bud på en løsning.

For det første er der høringsfristerne på ny lovgivning. Samtaledemokratiet sikrede, at vi vedtog gennemtænkt lovgivning med brede forlig. Vi har derfor haft tradition for lange høringsfrister, hvor civilsamfundet, forskere, interesseorganisationer og borgere kan indsende høringssvar, hvorved lovene bliver kvalificeret. Men nu er mange høringsfrister nede på to til fem dage. Og måske er de to dage endda hen over en weekend, hvor ingen når at opdage, at den var der.

For det andet er der offentlighedsloven – af mange kaldet mørklægningsloven, da journalister får overstregede og censurerede dokumenter tilsendt, når de er så frække at søge aktindsigt. Da den moderne stat var ung i 1748, formulerede Montesquieu et princip om magtdeling. I den magtdeling er der tre slags magt: Den lovgivende (Folketinget), den udøvende (myndigheder, herunder regeringen) og den dømmende (domstolene). Idéen er, at de tre magter holder hinanden i skak, således at myndighederne retter sig efter den lovgivende magt, for ellers bliver de irettesat af domstolene osv. I en senere populær tilføjelse, er journalisterne “den fjerde statsmagt”.

I virkeligheden er det “offentligheden”, der er den fjerde statsmagt. Journalisterne er et vigtigt element af denne offentlighed, men de sociale medier og whistleblowerne er også en del denne fjerde statsmagt. Den fjerde statsmagt er princippet om, at de tre andre magter hverken kan holde noget skjult for hinanden eller for befolkningen.

Når vi har korte høringsfrister, er det en skændsel, at den nuværende offentlighedslov giver mulighed for at skjule alt, der vedrører “lovforberedende arbejde”. Det er da netop i det lovforberedende, at offentligheden skal have mulighed for at påvirke loven! Skal vi vente til, at det er for sent – og kritikken måske er kriminaliseret, nu hvor Folketinget helt seriøst kan kriminalisere ytringer, der “undergraver lovgivningen” (jvf. loven rettet mod forkyndere)? Den type lovgivning, vil jeg gerne “undergrave”. Så er det sagt.

Det tredje eksempel er den afkoblede politiske top. Vi udlever stadig samtaledemokratiet i omgangen med hinanden, eksempelvis i foreningslivet og med medarbejderinddragelse, hvor det fungerer. Mange politikere i toppen af partierne afkobler sig dog fra samtaledemokratiet. De reducerer politik til algoritmer, segmentering og kommunikation.

Samtalen i demokratiet er noget åndeligt. Det er ydmyghed og empati. Det er det ubegribelige, mageløse mellemmenneskelig. Det er når vi står overfor hinanden, og vi kan se, at vi aldrig fuldt og helt vil forstå modparten, men vi ved, det er en medpart.

Mennesker og det mellemmenneskelige bør ikke blive reduceret til tal og begreber. Det er et overgreb på medmennesket og samtalen. Politikken er blevet maskinel. “Nødvendighedens politik” bliver doseret til det segment, den er målrettet. Derefter bliver den serveret som en-vejs-kommunikerede løsninger – uden tvivl og mulighedsrum for samtale. Politik bliver til matematik.

Statsmagten og friheden

Løsningen er lige for: Med et vingeskudt samtaledemokrati, skal vi bruge et rettighedsdemokrati. Staten kan undertrykke mennesker, når den sætter rammerne for, hvilket mulighedsrum vi har at handle i. Paradokset er, at staten per definition undertrykker frihed, men samtidig er det vigtigste redskab vi har, når vi skal sikre friheden. Her er det vigtigt med grundlovssikrede rettigheder. Eksempelvis retten til at ytre sig – også om det der “undergraver lovgivningen”, hvad det så end betyder.

Vi hører ofte politikere og eksperter sige, at vi har en fleksibel og “langtidsholdbar” Grundlov, hvor vi siden 1848 ikke har ændret meget. Dette er et faretegn. Politikere bryder sig ikke om gamle embedsmænd, som siger nej til alt det, der ikke kan lade sig gøre. Men sådan bør en forfatning være. Den skal sige nej til alt det, som ikke bør kunne lade sig gøre. Den skal være hamrende utidig og utidsvarende – og ikke bøje sig for modeluner. Men Grundloven er villig, medgørlig og fyldt med gummiparagraffer. Man kan gennemføre næsten hvilken som helst lovgivning, hvis den er formuleret af en dygtig jurist. Et eksempel kan være, at Folketinget vedtog lovgivning, som medførte, at Mogens Glistrup blev dømt for skatteunddragelse med tilbagevirkende kraft i 1983. Det han havde gjort, var ikke ulovligt, da han gjorde det, og vi kalder os en retsstat? Det var Grundloven, som tillod dommen. Den er vattet.

“Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig”, sagde Viggo Hørup. Det er siden blevet citeret som det mere mundrette “Intet over og intet ved siden af Folketinget”, men den lovgivende magt i Folketinget skal holdes i skak af offentligheden samt den dømmende magt. Grundloven burde sætte markante grænser for lovgivningen – i form af retsstatsprincipper og frihedsrettigheder. Men det er desværre yderst sjældent, at højesteret har fungeret som forfatningsdomstol. Det er Grundlovens skyld. Der er dog få eksempler, herunder ugyldiggørelsen af Tvind-loven. I Danmark kan Folketinget i store træk selv vedtage lovgivning og samtidig bestemme, at den dermed er retfærdig – også selvom den reelt er uretfærdig i et moralsk og retssikkerhedsperspektiv.

Vi har en svag Grundlov, men vi har været så heldige, at Grundtvig med højskoletanken har arbejdet for at hæve niveauet af viden og dannelse blandt den almindelige befolkning. Vi har i Hal Kochs hjemland vedligeholdt idéen om samtaledemokratiet. Samtaledemokratiet er i Danmark den besindelse, som har sørget for orden og redelighed, når vores misk-mask af magtdeling og formelle institutioner slet ikke slår til.

Nu er det på tide med en magtfuld dømmende magt: Vores frihed skal grundfæstes, så vi kan holde Folketinget og regeringen i ørerne, nu hvor de ikke længere gider høring, offentlighed og samtale.

Jeg er dog stadig vild med samtaledemokratiet. Det skal vi arbejde for at få tilbage, selvom det bliver modarbejdet af vores politikere. Hvis vi skal tilbage til respekten for det gode argument, så skal vi have sikret friheden til at fremføre det uden frygt. Hvis vi skal have samtaledemokratiets samtale i offentligheden, så skal journalister, forskere, og alle os andre, sikres adgang til informationer, som regeringen forsøger at holde skjult af taktiske årsager. Måske skal vores kommende grundlov domstolssikre journalisters adgang? Vi skal have vores samtaledemokrati tilbage, for der er stor frihed i det, og derfor skal vi have en stærk frihedsorienteret forfatning.