“Der er brug for et opgør med institutioner”, sagde en af mine veninder. Måske sagde hun ligefrem, at hun var i krig med institutioner. Jeg har det lige modsat. Der er mange, der er i krig med institutioner, og derfor er der, i højere grad end så mange år før, behov for at forsvare dem.
Hvad er institutioner egentlig? Mange forbinder institutioner med de bygninger, der hedder noget med “-styrelsen”. Eller måske tænker de på ‘Anemonen’ og ‘Sommerfuglen’, eller hvad den lokale vuggestue nu hedder. En institution kan dog også være en praksis, der enten er formel eller uformelt etableret. Vi taler nogle gange om ‘ægteskabet som institution’, men det kan også være menneskerettighederne. Eller det kan være Genevekonventionen, der beskytter tilfangetagne soldater mod overgreb. Det er institutioner, der bliver bekriget, men som dag ud og dag ind bør forsvares. Det er aftaler mellem mennesker, der står og falder med, at vi beskytter dem og insisterer på dem.
Magten kan falde for populismen
For nylig blev den tidligere estiske præsident Toomas Hendrik Ilves interviewet til Stanford Political Journal. Han sagde blandt andet: “People don’t have a memory of war and they don’t understand strong institutions defending those things that were most fundamentally violated during the war and that you need to have those things guaranteed. Weimar Germany was one of the most liberal societies around, the institutions just weren’t very strong and it fell to rabid populism”.
Det er ikke nok at ‘have demokrati’. Det sikrer ikke mod, at en politiker vinder et valg med en populistisk dagsorden. Det er derfor, at eksempelvis USAs præsidentembede har vetoret overfor ny lovgivning, men samtidig kun kan gennemføre få ting selv, da de to kamre i kongressen samt højesteret fungerer som drivanker og forsvarer af forfatningen. Det er også derfor, at det pinedød er nødvendigt med en menneskerettighedsdomstol samt en EU-domstol. Det er også derfor, at Europaparlamentet, Ministerrådet og kommissionen alle skal nikke, før EU kan vedtage noget. Stort set hver gang der er en eller anden overskrift om EU, der er skrevet over læsten “EU vil nu forbyde…”, så er det typisk fordi én af de godt 700 medlemmer af Europaparlamentet foreslår ét eller andet dumt, som aldrig vil slippe igennem alle de andre institutioner. Kan I huske lakridspibesagen? Her er medierne selvfølgelig også en relevant institution, der bidrager til at holde tåbeligheder i skak.
Og nu kommer vi til den lokale andedam. Danmark er på mange måder svage på netop spørgsmålet om institutioner. Jeg har tidligere argumenteret for, hvor problematisk det er, at samtaledemokratiet står så svagt – når Danmark siden demokratiets indstiftelse har haft enddog meget svage frihedsrettigheder i Grundloven. Institutioner i bredere forstand bør derudover forsvares og i mange tilfælde styrkes.
Uden institutioner står kun kærligheden og magten tilbage.
Ifølge filosoffen Martin Buber er der to mentale grundindstillinger i mennesket. Den første kalder han Jeg-Du, og det er den, jeg i denne sammenhæng kalder ‘kærligheden’. Det er den ægte nysgerrighed overfor medmennesket. Det er anerkendelse af medmenneskets værdi, når du kigger personen dybt ind i øjnene, og kan se, hvor uendeligt forskellig dit medmenneske er fra dig selv, som den franske filosof Emmanuel Levinas skrev om. For Martin Buber er idealtilstanden for Jeg-Du forholdet mellem Gud og personen. Den alvidende og almægtige Gud ved lige præcis hvem du er – uanset at du aldrig nogensinde kan vide og rumme alt om Gud.
Den anden af Martin Bubers grundindstillinger er Jeg-Det. Det er den, jeg i denne sammenhæng kalder magten. Jeg-Det er tingsliggørelse af medmennesket (og dyr for den sags skyld). Det er kun ved at stoppe med at tænke på mennesker som mennesker, at du kan håndtere en stor virksomhed. Du er som virksomhedsleder nødt til at regne på medarbejdere, effektivitet, produktionsenheder osv. Det er styring – det er magt. Magten og tingsliggørelsen kan ikke sætte grænser for sig selv. Magten er blind. Den tromler bare afsted – efterhånden som enhederne, det er nødvendigt at håndtere, bliver større og større. Det er gældende for virksomheder, partier, organisationer, skoleklasser, stater og meget andet. Psykologien taler om “indgrupper”, som man tager hensyn til, og “udgruppen”, som man kan tillade sig at bekæmpe.
Her kommer institutionerne ind i billedet. Mens magten tromler, sørger institutionerne for, at der stadig er menneskelig værdighed. Der er regler for opsigelsesvarsler, programmer til efteruddannelse, arbejdsmiljøregler og meget andet. På statsligt plan er der menneskerettigheder, forfatningsdomstole (dog ikke for alvor i Danmark), der er ankenævn osv. Politiet og Forsvaret, er også institutioner der sætter grænser for magten -samtidig med at de selv virker ved magt.
Institutioner leder til slaveri – og frihed
Den russiske filosof Nikolai Berdyaev skrev en fantastisk bog om ‘slavery and freedom’, hvor han eksempelvis bruger et kapitel på at kritiserere staten: Staten er den direkte vej til slaveri. Dernæst kommer kapitlet, hvor det er lige modsat: Staten er den direkte vej til frihed. Sådan er det med institutioner. Som Per Stig Møller siger, skal staten være “stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke”. Det er den paradokstænkning, vi har brug for, når politikere foreslår lette løsninger og ensidige menneskesyn.
Hvis ikke vi har institutioner til at løfte opgaven at rejse de svage uden at knække de stærke, så er der kun den tingsliggørende magt og den afvæbnende kærlighed tilbage. I denne faldne verden befolket med syndige og fejlbarlige mennesker, der er til fals for populisme, er det ikke en kamp, vi som samfund er interesseret i at se udkæmpet.