Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol., iværksætter i fødevarebranchen, bestyrelsesmedlem i Tænketanken Cura

Mennesker er åndelige, moralske væsner, men vi kan ikke rumme, at vi egentlig bør opføre os næstekærligt over for alle. Vi er fejlbarlige. Det er et paradoks, at når vi famlende forsøger at tage ansvar i verden, så kommer vi uforvarende til at tingsliggøre vores medmennesker. Vi ‘sætter mærkater på mennesker’ og ‘putter dem i bokse’. Dermed behøver vi ikke at rumme deres privatliv, deres problemer – deres person. Vi fralægger os vores personlige moralske ansvar over for dem, så vi bedre kan håndtere vores egne udfordringer og fortsætte vores egne projekter. Men det burde vi ikke, og det ved vi egentlig godt.

Vi mennesker har brug for institutioner. Her tænker jeg ikke kun på bygninger i beton og mursten, med navne der ender på “-styrelsen”. Jeg tænker heller ikke på ‘Blomsten’ og ‘Sommerfuglen’, som vi måske forbinder med ordet “institutionsbyggeri”. Jeg tænker derimod på de aftaler mellem mennesker, som har en effekt, fordi vi insisterer på dem. Jeg tænker på værnene mod menneskers dumhed, ego og selvtilfredshed. Det er institutioner som staten, Genevekonventionen, menneskerettighederne og familien.

“At tage fjender ud”

En af vores tidligere forsvarsministre sagde: “Det værste, du kan gøre, er at slå et andet menneske ihjel. Derfor siger vores soldater også, at så ‘nakkede de nogen’. De bruger ikke som terminologi ‘at slå ihjel’. Og derfor taler vi i forsvaret om at ‘tage fjender ud’. Det er præcis for ikke at komme ind i den der ‘slå ihjel’ terminologi”. Det illustrerer ret godt, hvorfor vi har krigskonventionerne. I krigen opløses moral, og soldaterne ‘tager fjender ud’ og giver modparten øgenavne, så det bliver nemmere at slå mennesker ihjel. Det er den ultimative tingsliggørelse af medmennesket.

Konventionerne er det værn, som sikrer, at modparten bliver behandlet som menneske, når ‘fjenden’ har overgivet sig eller er såret. Når en person ikke længere er en uretfærdig dødelig trussel, så sikrer Genevekonventionen, når den bliver overholdt, at personen bliver behandlet med den medmenneskelige respekt, som alle mennesker bør opleve. Krigen er slut, men tingsliggørelsen i soldatens sind er ikke. Den opløses langsomt, når hverdagen kommer tilbage. “I gjorde det rigtige”, siger meningsmålingen. Men soldaten ved godt, at det værste et menneske kan gøre, er at slå et andet menneske ihjel.

Tingsliggørelsen er en copingstrategi. Det er vores forsøg på at tilpasse os, så vi på et personligt plan kan håndtere, at vi gør det forkerte. Tingsliggørelse er det værn, vi sætter op, så vi kan sidde i fred og råbe af de andre bilister i trafikken og udmanøvrere konkurrenter i erhvervslivet. Tingsliggørelsen tager overhånd, hvis vi ikke har institutioner, der holder os i hånden.

Vi kan ikke få pengene op af lommen

Når vi holder den årlige Danmarksindsamling til arbejdet i udviklingslande, kan vi indsamle omkring 100 millioner til nogle meget konkrete projekter, der har det til fælles, at de let kan formidles med videoklip, bedende øjne og appellerende kendisser. Men fordi vi har staten, kan vi hvert år give cirka 0,5 % af BNI til udviklings- og nødhjælpsarbejde. Det er cirka 12 milliarder kroner. Tallet burde være større, men regeringen bruger resten op til de 0,7 % af BNI på flygtningearbejde i Danmark.

Midlerne til udviklingsarbejde bliver brugt på initiativer, der er sværere at formidle. Ofte er de af teknisk karakter, og de griber udfordringerne an strukturelt. Det er slet ikke så håndgribeligt som at give en ged i julegave. Men det virker. Verden bliver et bedre sted på grund af de midler. Vi ved godt, at vi bør prioritere det, men vi kan ikke få pengene op af lommen, med mindre det bliver trukket over skatten. Institutionerne ‘staten’, SKAT og DANIDA hjælper os mod vores egen egoisme.

Menneskerettigheder har vi på trods

Vi har vedtaget, at menneskerettighederne er universelle, fordi de bør gælde alle. Hvis nogle mener, at det er unaturligt, så er det fordi, de strider mod vores natur. Vores egoisme, herunder min egen, naturligvis, byder mig at fokusere på mit eget og mine nærmeste. Jeg kan ikke rumme, at der er tusindvis af mennesker, der dør af sult, eksempelvis. Jeg smider ikke alt, jeg har i hænderne, for at rejse ud og uddele mad. Jeg skraber derimod min tallerken ned i skraldespanden. Jeg ved, det er forkert.

Den psykologiske forklaring kan være, at der opstår en ind-gruppe, dem vi bekymrer os om, og en ud-gruppe, dem som vi ikke behøver tage ansvar for. For staten er ind-gruppen dem, der er statsborgere, eller får givet rettigheder af staten. Ud-gruppen er alle de andre. Menneskerettighederne er derimod ikke nogen, vi bliver givet ved statens nåde – afhængigt af ind-/udgruppe-dynamikker. Det er noget, vi har på trods. Det er umistelige rettigheder. Det er sikring af vores frihed. Der er så en diskussion om positive rettigheder, hvem der har ansvar for praktisk at sikre dem, så måske skal de omformuleres. Men jeg vil ikke være dem foruden.

Der er teologiske kræfter, der ønsker menneskerettighederne fjernet, fordi nogen, efter sigende, gør dem til en afgud. Der er politiske kræfter, der ønsker dem langt væk, fordi de er ubelejlige. Menneskerettighederne er under pres. Nej, menneskerettighederne er ikke en afgud. Men de ER ubelejlige, fordi de modarbejder vores copingstrategier. De modarbejder tingsliggørelsen af de medmennesker, hvis værd vi har svært ved at overskue og håndtere.

Den mest afgørende institution er familien

Det er i de nære relationer, at vi lærer at tage moralsk ansvar, og hvor der bliver taget ansvar for os. Vi har mange nære relationer, eksempelvis til dén skolelærer, som gjorde en forskel, yndlingspædagogen i børnehaven, den gode klassekammerat som hang ved og de nære venner, vi får i foreningslivet. Men de primære relationer har vi, som udgangspunkt, i familien. Opdragelsen og dannelsen sker mange steder, i flere institutioner, men den mest afgørende institution er familien.

Den politiske udfordring er, at det er svært for politikere at skabe den institution. Politikere kan vedtage konventioner, bevilge midler til DANIDA, opkræve skat og bygge motorveje. Men politikeren kan ikke gå til valg på at give en biologisk familie til en forældreløs. Eller bringe brudte familier sammen igen. Det politikerne kan, er at værne om familierne og skabe rammer for eksempelvis plejefamilier. Give dem bedre vilkår, fritid, nutidige pasningsordninger, muligheder for orlov og nedsat arbejdstid for småbørnsforældre og meget mere. Om nødvendigt for børnenes skyld hjælp til familieterapi. Resten er op til familierne selv og deres udvidede familie, venner og kolleger.

Individualismen, som liberalismen er baseret på, er i sin kerne et udtryk for den side af mennesket, hvor tingsliggørelsen, markedskræfterne og vores copingstrategier kommer til udtryk. Det, der gør os i stand til at handle. Kollektivismen, som socialismen bygger på, er derimod den del af mennesket, der erkender fællesskabet med medmennesket og det moralske ansvar. Begge ideologier er blinde for det paradoks, at menneskelivet omfatter begge dele. De institutioner, der kan hjælpe og sikre dig, de kan samtidig være dem, der vælter dig omkuld. Verden er ikke sort/hvid, og derfor kan vi ikke basere politik på et sort/hvidt menneskesyn. Uden den erkendelse, kan vi ikke bygge institutioner uden beton.