Folkeeventyrerne har moraler, der lærer lytteren (de blev mundtligt overleveret – og først senere skrevet ned), hvordan lytteren skal begå sig i samfundet. Trolde optræder ofte som antagonister, og en detalje, der ofte går igen, er at helten kan få magten over trolden, hvis helten kan nævne hans/hendes navn. Alternativt bliver trolden rasende og gør noget dumt. Resultatet er det samme: Løsningen på en prekær situation, er at nævne troldens navn.

I virkeligheden handler det ikke om trolde. Det handler om samfundet, om dét, der er mellem dig og mig. Pointen om troldens navn er, at hvis man har et problem i samfundet eller en konflikt med en person, så skal man tale direkte om den. Man skal ikke gå og gemme på det, mens irritationen bygger sig op og bliver uoverstigelig.

Trolden går i krig

Jeg holder nogle gange foredrag om ‘retfærdig krig’. Groft sagt er en krig retfærdig, når der er tale om en forsvarskrig. Derudover er der en række andre kriterier, men helt overordnet set, så kan en ‘retfærdig krig’ sammenlignes med selvforsvar. Krigen har dog en lang forberedelsestid, for mennesker kan ikke finde ud af at slå sine medmennesker ihjel. Derfor er vi nødt til at tale om fjenden, som om de ikke er mennesker. Betegnelsen “fjenden” er et godt eksempel at starte med. Under anden verdenskrig var tyskerne “Krauts” og under første golfkrig var Irakerne “Sandniggers”. Det var de sorte soldater i USAs hær ikke så glade for, da det også tingsliggjorde dem, så under Irakkrigen i 2003 var “fjenden” blevet til “Towelheads”, selvom ikke mange irakere går med turban. I øvrigt var det danske/engelske/amerikanske overfald på Irak en uretfærdig krig. Hvis tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben var et kriterie, der kunne retfærdiggøre en krig, så burde det være England og USA, vi invaderede.

Det vigtige skridt på vejen mod at soldater kan slå mennesker ihjel, det er at undgå at “kalde trolden ved navn”. Vi skal ikke tale direkte med modparten, men omvendt opbygge en oplevelse af os, der ikke er “towelheads”, og dem, der er “towelheads”. Vi skal tingsliggøre dem i vores sprog, så vi undgår at tale om at “slå medmennesker ihjel”, og i stedet skal vi tale om at “tage fjender ud”.

Det øverste trin på konflikttrappen

Krig er det øverste skridt på den konflikttrappe, som mange ynder at visualisere konflikter med. Man starter på nederste trin, og efterhånden som man ‘optrapper’, stopper man med at tiltale, og begynder i stedet at omtale og skumle i hjørnet. Et led i dette kan være tingsliggørelse, grove generaliseringer og nedgørelse af menneskers værdi.

Hvis der er nogen, der finder på øgenavne eller generaliserer groft, så skal tingsliggørelsen eller reduktionen af medmennesket påtales, så konflikter bliver dæmpet i tide. Hvis man bruger det forkerte navn om trolden, så fungerer det ikke. Der kan faktisk ske det modsatte. Her risikerer parten i konflikten at opbygge en stråmand, når parten forsøger at sætte ord på, hvad der er galt i situationen.

Her er det vigtigt at understrege, at “trolden” IKKE er den person, der kommer med ytringer, men derimod er det ytringen i sig selv. Det er ‘tingsliggørelsen’, der skal modarbejdes – men ikke ved at kalde personen for en ‘tingsliggører’. Det ender bare med at én eller anden i en lang facebooktråd skriver “Det er ligesom i 30’erne i Tyskland, og i øvrigt er du nazist”. Vi har alle set det ske. Det gjorde intet godt for konflikten.

Tonen i debatten – og menneskesynet, ikke mindst!

Når det går galt med ‘tonen i debatten’, så kan det være fordi, det ikke er lykkedes at balancere på den knivsæg, der handler om at ‘kalde trolden ved navn’. Nej, kontanthjælpsmodtagere er ikke nødvendigvis alle dovne, selvom der kan være et problem med manglende engagement blandt nogle kontanthjælpsmodtagere. Der ER en forskel. Det manglende engagement blandt nogle af kontanthjælpsmodtagere er ‘trolden’. Det er ikke personen, der er kontanthjælpsmodtagere, der er ‘trolden’. Sandsynligvis er kontanthjælpsmodtageren ikke engang apatisk på grund af dovenskab, men i stedet på grund af alt muligt andet. Tonen i debatten ER vigtig, fordi ‘trolden’ ellers ender med at blive et uoverskueligt problem.

Så er der måske en debattør, der nævner ordet menneskesyn, og en anden debattør svarer, at ordet ‘menneskesyn’ er blevet tømt for indhold, fordi det bliver brugt offensivt mod dem, man ikke selv kan lide. Der skal dog være plads til at diskutere menneskesyn, for vi mennesker har det med at generalisere. Vi kan ikke overskue, at samtlige den milliard kinesere, der bor i Kina, alle har et navn, en familie, håb, drømme og værdighed. Derfor generaliserer vi kineserne. De er billig arbejdskraft, de samler elektroniske dimser og plastik, og så spiser de mærkelig mad. Så er de sat i bås, og vi behøver ikke at tænke mere på dem. De er tingsliggjorte for os.

De er dog stadig mennesker. Vi har som medmennesker stadig et ansvar for dem. Det samme er gældende med dem fra Syrien og Eritrea, der i disse år søger asyl hos os. Vi tingsliggør dem, når vi taler om dem som en “folkevandring”, for at tage en af de mildere betegnelser vi giver dem. I kender selv nogle af de værere.

Nu taler jeg ikke om, at vi skal åbne alle grænserne som en anden “halal-hippie” (endnu et skældsord, der tingsliggør modparten), men vi skal balancere på den knivsæg, det paradoks, at vi skal kunne snakke om problemerne, uden at vi gør medmennesker til problemer i sig selv. Vi skal kunne “kalde trolden ved navn”, uden at kalde medmennesket for en trold, når han i virkeligheden hedder Peter.

I krig og på arbejdspladsen

Krigen er som nævnt det øverste trin på konflikttrappen, og mens politik ofte forekommer at være næstøverste, så har vi alle relationer i foreningslivet, på arbejdspladsen, i nabolaget og sågar i familien, hvor vi ‘kalder hinanden trolde’. Vi tramper op og ned på konflikttrappen, og første skridt mod at tage et skridt ned er at tale om problemet. Nej, det nytter ikke at kalde det en “udfordring”, når det i virkeligheden er et problem. Men tal med din kollega om det. Uden at kalde hende en trold. Det er en sund overleveret visdom fra vores folkeeventyr og kollektive hukommelse.