Enhver stat har brug for ‘checks and balances’. Der er brug for en anden instans – eller flere – der kigger over skulderen, så dårlige idéer, korrupt adfærd og den værste populisme bliver luget ud. I Danmark har det gamle kulturradikale slagord om “Intet over og intet ved siden af Folketinget” været en art demokratisk religiøsitet, hvor hvis noget er vedtaget af flertallet, så er det demokratisk, og dermed er det også såre godt. Det er det sjældent. Et demokrati har brug for bremseklodser, for ellers bliver demokratiet til en religion.
Der er brug for, at nogen sætter foden ned. I nogle lande er det præsidenten, en forfatningsdomstol, delstatsparlamenter eller et andetkammer. Et eksempel på det er fra Polen, hvor præsidenten Andrej Duda nægtede at skrive under på en lov, der ville lægge højesteret ind under regeringens kontrol. Det var folkelige protester, der fik præsidenten til at tøve. Magtfuldkommenheden mødte ‘checks and balances’ – og tabte.
Hvilke stopklodser skal politikere møde i Danmark? Mine to forslag er en forfatningsdomstol og et nyt andetkammer bestående af kommunalpolitikere. Men hvordan er det gået så galt?
Ifølge Danmarks Riges Grundlov har Kongen opgaven at sætte foden ned. Det er Kongen, der i sidste ende skriver under på loven, hvorved den bliver lov. Samtidig står der i Grundlovens § 13, at “Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov”. Det er svært at holde Kongen ansvarlig på opgaven, når han omvendt er ansvarsfri.
Siden påskekrisen i 1920 har skiftende danske regenter opgivet at føre politik. Påskekrisen opstod, da Christian den 10. opløste regeringen ‘Zahle II’, mod Folketingets flertals vilje, i håb om at et nyt Folketing efter et nyvalg ville have flertal for at gøre Flensborg til en del af Danmark. Danmark var i den forbindelse meget tæt på at blive en republik, og læren, som Kongehuset drog, var, at tiden hvor regenten kan regere er slut.
Dengang havde Danmark to kamre, men Folketinget og Landstinget havde efterhånden samme partipolitiske sammensætning, hvilket gjorde Landstinget overflødigt. Det arbejdede på at afskaffe sig selv (en adfærd vi kun har set fra politikere i nyere tid under kommunesammenlægningerne), og det lykkedes med Grundlovensændringen i 1953.
Resultatet er, at vi ingen ‘checks and balances’ har. Der er ikke for alvor en forfatningsdomstol, der er intet andetkammer og slutteligt er der hverken en præsident eller en regent, der kan nægte at skrive under på uretfærdig politik. Det lykkedes at gøre demokratismen til religion, og hvis nogen er i tvivl, kan I høre klippet her, hvor en skråsikker Kenneth Kristensen Berth (MF for DF) åbent erkender, at lov og ret er underordnet målet om at få sin egen politik igennem:
‘Vi er ikke interesserede i undersøgelser af ministeren,så længe Dansk Folkepartis politik bliver gennemført’ #dkpol https://t.co/wMAc5btrYd pic.twitter.com/RqWiPX2lhI
— Radio24syv (@Radio24syv) 23. oktober 2017
Vi skal tilbage til et princip, der er beskrevet allerede i forordet til Jyske Lov: “Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden…” Ifølge ‘demokratismen som religion’, er det afgørende for om noget er retfærdigt, at det er vedtaget af Folketinget. Men retfærdighed er derimod noget, der er hævet over lovgivningen. En lov kan ikke være retfærdig, hvis ikke retfærdigheden er noget allerede eksisterende, loven skal leve op til. “Det er rigtigt, fordi jeg har besluttet, det er rigtigt” virker måske overfor små børn, der skal have at vide, hvorfor de ikke må få mere slik, men når de vokser op, begynder de at stille spørgsmål. Derefter er der en periode, hvor de ved, forældrene ikke har ret, men hvor de er tvunget til at acceptere deres autoritet. Derefter bliver barnet voksen – og myndig.
Det skal ikke være en forfaldshistorie det hele. Vi skal se fremad. Vi skal som borgere i Kongeriget Danmark stille det afgørende spørgsmål: Hvordan får vi genskabt ‘checks and balances’ i det danske demokrati?
Derfor har vi brug for:
- En reel forfatningsdomstol, der selv kan tage sager op, så rigsretssager ikke bliver sejrherrens triumf over den tidligere regering, men derimod kan gribe ind overfor magtfuldkommenheden mens den sker.
- Et nyt andetkammer, hvortil medlemmerne skal vælges efter andre metoder end til Folketinget.
Landet er ikke større end, at vi kan stille spørgsmål ved, hvor mange Folkevalgte vi bør bruge penge på. Omvendt er landet så stort, at der kan være langt fra Christiansborg til den kommunale virkelighed, hvor velfærdsfrontlinjen for en stor dels vedrørende er organiseret. Derfor kan andetkammeret måske sammensættes af de 98 borgmestre? Borgmesteren er allerede fuldtidsansat, og hun har ikke nødvendigvis tid til at blåstemple Folketingets love. Derfor kan det måske sammensættes af 98 viceborgmestre? Det vil medføre en tættere forbindelse til den decentrale virkelighed, og da byrådsmedlemmer kun kan vælges, hvis de bor i kommunen, så stopper vi tendensen til, at flere og flere Folketingsmedlemmer bruger størstedelen af deres tid i København.
Lad Folketinget have initiativretten, mens “kommunetinget” mødes to gange tre dage om måneden, hvor de kan afholde høringer og ekspedere love videre – eller tilbage i hovedet på Folketinget.
Det vigtige er, at vi får etableret stopklodser, så en domstol stopper ulovlig administration, og et andetkammer stopper tåbelig lovgivning. Derved kan vi bevare Kongehuset, da det fortsat kan slippe for opgaven.