Kommentar bragt i Berlingske 14. december 2018

Det store slagnummer i årets finanslov var det paradigmeskift, som Dansk Folkeparti har efterspurgt. Nu skal flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i højere grad sendes hjem, når det er muligt, uanset hvor rodfæstede de er blevet.

Hidtil er opholdstilladelsen blevet vekslet til en permanent, efterhånden som flygtningen har bidt sig fast på arbejdsmarkedet, er blevet frivillig fodboldtræner og har fået børn i skolealderen.

Som konservativ er jeg af den opfattelse, at mennesker er relationelle. Når en person eller en hel familie har været nogle år i et lokalsamfund, er det ikke bare dem, vi rykker op med rode, men også de relationer, de har opbygget med naboer, klassekammerater, kolleger, legekammerater mv. Dette oplever alle parter som et voldsomt indgreb – endda et overgreb.

Menneskers rodfæstethed og relationer skal der ikke skaltes og valtes med. DFs løsning lader til at være, at flygtninge skal forhindres i at fæste rod, men det kan vi heller ikke være bekendt. Sådan fungerer mennesker ikke.

Vi bør derfor lave en hjemsendelsesordning, der anerkender relationernes betydning både for de hjemsendte og for os. Ordningen kunne se således ud:

A) Alle der har haft midlertidigt asyl, men har fået den ophævet grundet en bedret situation, skal have lov at beholde ophold i Danmark efter beløbsordningen på lige fod med andre udlændinge fra ikke-EU-lande. Beløbsordningen skal blot være lavere, for en hjemsendelse skal ikke gå ud over en virksomhed, der nu skal optræne en ny medarbejder.

B) Efter hjemrejse skal hjemsendte have lov til årligt at opholde sig og arbejde tre måneder i Danmark.

C) Retten til årligt ophold i Danmark af tre måneder mistes, såfremt man: 1) efter endt ankemulighed ikke samarbejder om hjemrejse, 2) begår kriminalitet i Danmark eller hjemlandet eller 3) overtræder retten til visum på anden vis.

D) Hjemsendte børn og teenagere skal ydermere have mulighed for at blive tilmeldt kortere studier og kurser i Danmark – hele tiden med den forudsætning, at de er hjemsendte, så de efter endt studietid er på tre-måneders-ordningen.

Jeg er endt med at foreslå tre måneder, eftersom det skal kunne betale sig at tage rejsen, hvis det er for at arbejde med sæsonarbejde i dansk landbrug eller lignende. Der skal således være en ret lav tærskel for at udnytte retten, så den ses som attraktiv.

Den største ulempe ved paradigmeskiftet er, at incitamenter til integration bliver fjernet. Hvis man ender med at ryge ud på røv og albuer, er der ingen grund til at lære dansk, når man sagtens kan klare sig på engelsk. Indfører vi en hjemsendelsesordning med indbygget periodisk arbejdstilladelse, giver integration mening for flygtninge. Det bliver endnu vigtigere at følge loven, at lære sproget og at skaffe kontakter på arbejdsmarkedet. Det bliver endnu vigtigere at gøre en indsats. Og i tilgift sikrer ordningen, at vi vedligeholder de sociale relationer, der er mellem os og de hjemsendte flygninge.