Uden institutioner står kun kærligheden og magten tilbage

“Der er brug for et opgør med institutioner”, sagde en af mine veninder. Måske sagde hun ligefrem, at hun var i krig med institutioner. Jeg har det lige modsat. Der er mange, der er i krig med institutioner, og derfor er der, i højere grad end så mange år før, behov for at forsvare dem.

Hvad er institutioner egentlig? Mange forbinder institutioner med de bygninger, der hedder noget med “-styrelsen”. Eller måske tænker de på ‘Anemonen’ og ‘Sommerfuglen’, eller hvad den lokale vuggestue nu hedder. En institution kan dog også være en praksis, der enten er formel eller uformelt etableret. Vi taler nogle gange om ‘ægteskabet som institution’, men det kan også være menneskerettighederne. Eller det kan være Genevekonventionen, der beskytter tilfangetagne soldater mod overgreb. Det er institutioner, der bliver bekriget, men som dag ud og dag ind bør forsvares. Det er aftaler mellem mennesker, der står og falder med, at vi beskytter dem og insisterer på dem.

Magten kan falde for populismen

For nylig blev den tidligere estiske præsident Toomas Hendrik Ilves interviewet til Stanford Political Journal. Han sagde blandt andet: “People don’t have a memory of war and they don’t understand strong institutions defending those things that were most fundamentally violated during the war and that you need to have those things guaranteed. Weimar Germany was one of the most liberal societies around, the institutions just weren’t very strong and it fell to rabid populism”.

Det er ikke nok at ‘have demokrati’. Det sikrer ikke mod, at en politiker vinder et valg med en populistisk dagsorden. Det er derfor, at eksempelvis USAs præsidentembede har vetoret overfor ny lovgivning, men samtidig kun kan gennemføre få ting selv, da de to kamre i kongressen samt højesteret fungerer som drivanker og forsvarer af forfatningen. Det er også derfor, at det pinedød er nødvendigt med en menneskerettighedsdomstol samt en EU-domstol. Det er også derfor, at Europaparlamentet, Ministerrådet og kommissionen alle skal nikke, før EU kan vedtage noget. Stort set hver gang der er en eller anden overskrift om EU, der er skrevet over læsten “EU vil nu forbyde…”, så er det typisk fordi én af de godt 700 medlemmer af Europaparlamentet foreslår ét eller andet dumt, som aldrig vil slippe igennem alle de andre institutioner. Kan I huske lakridspibesagen? Her er medierne selvfølgelig også en relevant institution, der bidrager til at holde tåbeligheder i skak.

Og nu kommer vi til den lokale andedam. Danmark er på mange måder svage på netop spørgsmålet om institutioner. Jeg har tidligere argumenteret for, hvor problematisk det er, at samtaledemokratiet står så svagt – når Danmark siden demokratiets indstiftelse har haft enddog meget svage frihedsrettigheder i Grundloven. Institutioner i bredere forstand bør derudover forsvares og i mange tilfælde styrkes.

Uden institutioner står kun kærligheden og magten tilbage.

Ifølge filosoffen Martin Buber er der to mentale grundindstillinger i mennesket. Den første kalder han Jeg-Du, og det er den, jeg i denne sammenhæng kalder ‘kærligheden’. Det er den ægte nysgerrighed overfor medmennesket. Det er anerkendelse af medmenneskets værdi, når du kigger personen dybt ind i øjnene, og kan se, hvor uendeligt forskellig dit medmenneske er fra dig selv, som den franske filosof Emmanuel Levinas skrev om. For Martin Buber er idealtilstanden for Jeg-Du forholdet mellem Gud og personen. Den alvidende og almægtige Gud ved lige præcis hvem du er – uanset at du aldrig nogensinde kan vide og rumme alt om Gud.

Den anden af Martin Bubers grundindstillinger er Jeg-Det. Det er den, jeg i denne sammenhæng kalder magten. Jeg-Det er tingsliggørelse af medmennesket (og dyr for den sags skyld). Det er kun ved at stoppe med at tænke på mennesker som mennesker, at du kan håndtere en stor virksomhed. Du er som virksomhedsleder nødt til at regne på medarbejdere, effektivitet, produktionsenheder osv. Det er styring – det er magt. Magten og tingsliggørelsen kan ikke sætte grænser for sig selv. Magten er blind. Den tromler bare afsted – efterhånden som enhederne, det er nødvendigt at håndtere, bliver større og større. Det er gældende for virksomheder, partier, organisationer, skoleklasser, stater og meget andet. Psykologien taler om “indgrupper”, som man tager hensyn til, og “udgruppen”, som man kan tillade sig at bekæmpe.

Her kommer institutionerne ind i billedet. Mens magten tromler, sørger institutionerne for, at der stadig er menneskelig værdighed. Der er regler for opsigelsesvarsler, programmer til efteruddannelse, arbejdsmiljøregler og meget andet. På statsligt plan er der menneskerettigheder, forfatningsdomstole (dog ikke for alvor i Danmark), der er ankenævn osv. Politiet og Forsvaret, er også institutioner der sætter grænser for magten -samtidig med at de selv virker ved magt.

Institutioner leder til slaveri – og frihed

Den russiske filosof Nikolai Berdyaev skrev en fantastisk bog om ‘slavery and freedom’, hvor han eksempelvis bruger et kapitel på at kritiserere staten: Staten er den direkte vej til slaveri. Dernæst kommer kapitlet, hvor det er lige modsat: Staten er den direkte vej til frihed. Sådan er det med institutioner. Som Per Stig Møller siger, skal staten være “stærk nok til at rejse den svage, men for svag til at knække den stærke”. Det er den paradokstænkning, vi har brug for, når politikere foreslår lette løsninger og ensidige menneskesyn.

Hvis ikke vi har institutioner til at løfte opgaven at rejse de svage uden at knække de stærke, så er der kun den tingsliggørende magt og den afvæbnende kærlighed tilbage. I denne faldne verden befolket med syndige og fejlbarlige mennesker, der er til fals for populisme, er det ikke en kamp, vi som samfund er interesseret i at se udkæmpet.

“Så giv dog en skattelettelse…” – eller: Historien om mordet på det kommunale selvstyre

Græsset er grønt i nogle kommuner

I disse dage er der debat om, hvor mange penge kommunerne ophober – og hvorvidt de overhovedet bør have så stor en egenkapital. Fra 2009 til 2016 er kommunernes samlede pengekasse vokset fra 24,7 milliarder kroner til 39,5 milliarder kroner. For nogle kommuner vil dette være en fuldstændig akademisk diskussion, da pengekassen er tom, og de undrer sig måske over, at de ikke kan få lov at hæve skatten en smule. Kristian Jensen (V) har som finansminister et budskab til kommunerne: Sænk skatten. Her fra Berlingske:

»Kommunerne har valgt at holde indtægterne i kassen i stedet for at sænke grundskylden eller kommuneskatten. Vi har en meget, meget stor likviditet i øjeblikket, og der er ikke udsigt til, at kommunerne får større frihedsgrader til at øge deres forbrug, for det er den måde, vi styrer den offentlige sektor på,« siger han og fortsætter:

»Derfor er det gode spørgsmål til en række af landets kommuner: Skal vi blive ved med at opkræve ligeså meget fra erhvervslivet, grundejerne og lønmodtagerne, som vi har gjort hidtil? Jeg ser gerne, at kommunerne sætter deres skatter eller afgifter ned.«

Selvfølgelig er der det gode argument om, at pengene som udgangspunkt er borgernes – og det offentlige kun bør opkræve det, der er nødvendigt. Hvad der så er nødvendigt, det er et politisk spørgsmål. For nogle er kunst og badelande nødvendigt – for andre kun vejbelægning og måske et offentligt pissoir. Men det er som bekendt et politisk spørgsmål, og her er problemet: Kommunalpolitikere over hele landet får ikke lov til at træffe netop dén politiske beslutning. 

Det kommer eksempelvis til udtryk i lederen i Berlingske den 12. januar 2017:  “Hvis der er overskud på grund af de restriktioner, som regeringen pålægger kommunerne, må pengene føres tilbage til skatteborgerne gennem en lavere skat”, skriver lederen. Det fornuftige borgerlige synspunkt burde i stedet være: “…må regeringen ophøre med at pålægge kommunerne restriktioner”.

Kristian Jensen (V) konstaterer derimod: “Det er den måde, vi styrer den offentlige sektor på”. Den vigtigste disciplin i ledelse er i øvrigt at vide, hvornår lederen skal fravælge at styre.

Med den mentalitet, ville jeg, hvis jeg var valgt til en kommunalbestyrelse, ikke sænke skatten. For hvis det året efter er nødvendigt at hæve skatten en smule igen, så kan man ikke regne med at få lov. En sænkning af skatten risikere at resultere i endnu mere styring.

Mordet på det kommunale selvstyre

Det er ikke noget nyt. Det startede med, at Folketinget tog sig den ret, at den indførte et skattestop der effektivt fjernede beslutningskraft fra både kommunerne og de daværende amter. Derefter satte den med blandt andet anlægsloftet en grænse for, hvor store udgifterne kan være. Så er både indtægter og udgifter tøjlet. Skattestoppet og anlægsloftet er begge dele af den omfattende styring, hvor finansministeriet sidder med tøjlerne, hvor politik som disciplin langsomt kvæles af styringsinstrumenter.

Spørgsmålet om valget mellem ‘skattelettelser’ og ‘offentlig service’ er ét af urspørgsmålene i politik. Beskatning har givet anledning til revolutioner, når den er for høj, og har givet anledning til politisk kollaps, når den ikke giver indtjening nok til at opretholde staten. Men politikken er effektivt hevet ud af politik. Tilbage står ‘nødvendighedens politik’, som tidligere finansminister Bjarne Corydon navngav det. Idéen om, at politik er ophævet – og den systemiske maskinelle økonomiske styring står tilbage. ‘Nødvendighedens politik’ er et andet ord for buraukrati – slet og ret.

Vi skal have politikken tilbage. Vi skal have fravristet magten fra finansministeriet og myndiggjort resortministerierne såvel som kommunerne. De bør derimod videregive magten og myndiggøre eksempelvis deres skolebestyrelser. Vi skal have en decentraliseringsdagsorden. Den starter med, at Folketingets medlemmer indkalder Finansministeren til en røffel: Du skal lempe den centraliserede styring af de nærområder, der burde styres tættere på borgeren. Så tæt på borgeren, det giver mening.

Subsidiaritetsprincippet. Udtalen er svær, men politikere bør øve sig på det. Prøv at klappe det: Sub-si-di-a-ri-tets-prin-cip-pet. Det er princippet om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgeren, hvor beslutningerne kan træffes meningsfyldt. En forældrebestyrelse kan sammen med skoleledelsen godt håndtere en skole. Det ser vi hos friskolerne. Men hvis der skal gøres noget ved klimaet, så skal det koordineres internationalt. Vi har dog set, at kommunale kernespørgsmål er endt på nationalt og statsligt niveau. Det skal gøres om.

 

Er Thyra Frank mere end en gallionsfigur?

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

De seneste dage har flere medier været efter den nye Ældreminister Thyra Frank. Baggrunden var et indslag i TV2, hvor Thyra Frank udtalte sig om kommunerne og behandlingen af de ældre. Indslaget fulgte den vante skabelon:

  1. Her er en sag, hvor der er et sted, hvor det ikke er godt nok.
  2. Hvad vil du gøre ved det, minister?

Men skabelonen passede ikke. Thyra Frank bad nemlig kommunerne om selv at løse det. Hun er ny minister, havde ikke nogle færdige løsninger – og blev efterfølgende overfaldet af medier og kommentatorere, eksempelvis Jarl Cordua fra Radio24syv, som i BT kaldte hende ‘en galionsfigur’“Leger hun politiker, eller er hun politiker? Man har mest indtrykket af, at hun leger politiker. Når der ikke er noget indhold i ens ministerpost, er man jo bare en, der er blevet placeret i det politiske cirkus. Hendes post er et ‘kosteskab’ i sundhedsministeriet, hvor man har kaldt hende for minister.”

Men skal hun bruge mere end “et kosteskab”?

En ægte decentraliseringsdagsorden?

Den førnævnte standardformel for politikerinterviewet medfører ofte, at ministeren lover handling, og efterfølgende begynder embedsværket at gennemføre konsekvensen: At institutionsledere straks skal i gang med at registrere, hvor mange af deres agurker som er økologiske, eller hvad sagen nu drejer sig om.

Thyra Frank satte foden ned og påpegede det åbenlyse: Vi har kommunalt selvstyre, og ældreområdet er kommunalt ansvar. Hvis der er problemer i en kommune, hvor er så det lokale ejerskab? Hvor er den lokale faglige stolthed? Hendes tese, som hun redegjorde for i indslaget, er med andre ord, at der sidder en masse plejehjemsansatte på kontorer, hvor de ikke kan se deres beboere for bare træer. Træerne er naturligvis skåret i tynde skiver og oversværtet med blæk, forordninger og styrelsesindberetninger.

Den dagsorden, som Thyra Frank står på mål for, er en nærhedsdagsorden. En decentraliseringsdagsorden. En myndiggørelsesdagsorden. Og den passer ikke til journalistens ministerskabelon: Her er et problem! Hvad vil du gøre? Nu! Thyra Frank kom omkring denne udfordring i et opfølgende interview dagen derpå, 6. december 2016.

Det er ikke bare statens dokumentationskrav, hun er kritisk overfor. Det er også de efterhånden ret store kommuner, der skal holde igen med dokumentation. Den del har hun blot ingen magt over.

Faldgruben i hendes dagsorden

Her, hvor Thyra Frank skal være påpasselig, er dét forslag til løsning, hun trods alt havde: De steder, hvor det ikke fungerer, skal de lade sig inspirere af de steder, hvor det fungerer.

Men hvordan ved vi, hvor det fungerer bedst? Embedsmanden vil straks juble: Vi skal bruge en benchmarkundersøgelse! Skal det være DEA, PCA eller regression? Så skal vi have noget at måle på… Det må være en national standardiseret brugerundersøgelse, hvor en eller flere tilfredshedsparametre kan være output? Eller kan vi måle på produktion? Antallet af bleskift eller frekvensen af bad?

Vi skal også bruge nogle input. Måske er det uddannelsesniveauet, der er afgørende? Vi skal naturligvis have standardiserede opgørelser over antallet af personale i forhold til antallet borgere på de enkelte plejehjem… Eller måske på afdelingsniveau? Ellers kan vi ikke sammenligne på tværs, så vi kan finde ud af, hvilke plejehjem der skal udveksle læring med hvilke plejehjem?

Sådan begynder alle dokumentationskrav – også helt nede på kommunalt niveau. Måske ender Thyra Frank med at tilføje nye dokumentationskrav, uanset at hendes dagsorden gik på det modsatte? Det vil historien vise. Hendes faglige baggrund kan forhåbentlig give hende den fornødne skepsis.

Samtaledemokratiet er dødt. Hvad gør vi nu?

Af Mathias Schwartz Kirkegaard, cand.scient.pol.

Samtaledemokratiet er dødt. Eller rettere: Vores politikere har afkoblet sig fra det. Ud over den retorik, vi ser fra politikerne i medierne, som åbenlyst ikke indlader til samtale, så vil jeg hive tre eksempler frem – og et bud på en løsning.

For det første er der høringsfristerne på ny lovgivning. Samtaledemokratiet sikrede, at vi vedtog gennemtænkt lovgivning med brede forlig. Vi har derfor haft tradition for lange høringsfrister, hvor civilsamfundet, forskere, interesseorganisationer og borgere kan indsende høringssvar, hvorved lovene bliver kvalificeret. Men nu er mange høringsfrister nede på to til fem dage. Og måske er de to dage endda hen over en weekend, hvor ingen når at opdage, at den var der.

For det andet er der offentlighedsloven – af mange kaldet mørklægningsloven, da journalister får overstregede og censurerede dokumenter tilsendt, når de er så frække at søge aktindsigt. Da den moderne stat var ung i 1748, formulerede Montesquieu et princip om magtdeling. I den magtdeling er der tre slags magt: Den lovgivende (Folketinget), den udøvende (myndigheder, herunder regeringen) og den dømmende (domstolene). Idéen er, at de tre magter holder hinanden i skak, således at myndighederne retter sig efter den lovgivende magt, for ellers bliver de irettesat af domstolene osv. I en senere populær tilføjelse, er journalisterne “den fjerde statsmagt”.

I virkeligheden er det “offentligheden”, der er den fjerde statsmagt. Journalisterne er et vigtigt element af denne offentlighed, men de sociale medier og whistleblowerne er også en del denne fjerde statsmagt. Den fjerde statsmagt er princippet om, at de tre andre magter hverken kan holde noget skjult for hinanden eller for befolkningen.

Når vi har korte høringsfrister, er det en skændsel, at den nuværende offentlighedslov giver mulighed for at skjule alt, der vedrører “lovforberedende arbejde”. Det er da netop i det lovforberedende, at offentligheden skal have mulighed for at påvirke loven! Skal vi vente til, at det er for sent – og kritikken måske er kriminaliseret, nu hvor Folketinget helt seriøst kan kriminalisere ytringer, der “undergraver lovgivningen” (jvf. loven rettet mod forkyndere)? Den type lovgivning, vil jeg gerne “undergrave”. Så er det sagt.

Det tredje eksempel er den afkoblede politiske top. Vi udlever stadig samtaledemokratiet i omgangen med hinanden, eksempelvis i foreningslivet og med medarbejderinddragelse, hvor det fungerer. Mange politikere i toppen af partierne afkobler sig dog fra samtaledemokratiet. De reducerer politik til algoritmer, segmentering og kommunikation.

Samtalen i demokratiet er noget åndeligt. Det er ydmyghed og empati. Det er det ubegribelige, mageløse mellemmenneskelig. Det er når vi står overfor hinanden, og vi kan se, at vi aldrig fuldt og helt vil forstå modparten, men vi ved, det er en medpart.

Mennesker og det mellemmenneskelige bør ikke blive reduceret til tal og begreber. Det er et overgreb på medmennesket og samtalen. Politikken er blevet maskinel. “Nødvendighedens politik” bliver doseret til det segment, den er målrettet. Derefter bliver den serveret som en-vejs-kommunikerede løsninger – uden tvivl og mulighedsrum for samtale. Politik bliver til matematik.

Statsmagten og friheden

magt_og_retLøsningen er lige for: Med et vingeskudt samtaledemokrati, skal vi bruge et rettighedsdemokrati. Staten kan undertrykke mennesker, når den sætter rammerne for, hvilket mulighedsrum vi har at handle i. Paradokset er, at staten per definition undertrykker frihed, men samtidig er det vigtigste redskab vi har, når vi skal sikre friheden. Her er det vigtigt med grundlovssikrede rettigheder. Eksempelvis retten til at ytre sig – også om det der “undergraver lovgivningen”, hvad det så end betyder.

Vi hører ofte politikere og eksperter sige, at vi har en fleksibel og “langtidsholdbar” Grundlov, hvor vi siden 1848 ikke har ændret meget. Dette er et faretegn. Politikere bryder sig ikke om gamle embedsmænd, som siger nej til alt det, der ikke kan lade sig gøre. Men sådan bør en forfatning være. Den skal sige nej til alt det, som ikke bør kunne lade sig gøre. Den skal være hamrende utidig og utidsvarende – og ikke bøje sig for modeluner. Men Grundloven er villig, medgørlig og fyldt med gummiparagraffer. Man kan gennemføre næsten hvilken som helst lovgivning, hvis den er formuleret af en dygtig jurist. Et eksempel kan være, at Folketinget vedtog lovgivning, som medførte, at Mogens Glistrup blev dømt for skatteunddragelse med tilbagevirkende kraft i 1983. Det han havde gjort, var ikke ulovligt, da han gjorde det, og vi kalder os en retsstat? Det var Grundloven, som tillod dommen. Den er vattet.

“Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig”, sagde Viggo Hørup. Det er siden blevet citeret som det mere mundrette “Intet over og intet ved siden af Folketinget”, men den lovgivende magt i Folketinget skal holdes i skak af offentligheden samt den dømmende magt. Grundloven burde sætte markante grænser for lovgivningen – i form af retsstatsprincipper og frihedsrettigheder. Men det er desværre yderst sjældent, at højesteret har fungeret som forfatningsdomstol. Det er Grundlovens skyld. Der er dog få eksempler, herunder ugyldiggørelsen af Tvind-loven. I Danmark kan Folketinget i store træk selv vedtage lovgivning og samtidig bestemme, at den dermed er retfærdig – også selvom den reelt er uretfærdig i et moralsk og retssikkerhedsperspektiv.

Vi har en svag Grundlov, men vi har været så heldige, at Grundtvig med højskoletanken har arbejdet for at hæve niveauet af viden og dannelse blandt den almindelige befolkning. Vi har i Hal Kochs hjemland vedligeholdt idéen om samtaledemokratiet. Samtaledemokratiet er i Danmark den besindelse, som har sørget for orden og redelighed, når vores misk-mask af magtdeling og formelle institutioner slet ikke slår til.

Nu er det på tide med en magtfuld dømmende magt: Vores frihed skal grundfæstes, så vi kan holde Folketinget og regeringen i ørerne, nu hvor de ikke længere gider høring, offentlighed og samtale.

Jeg er dog stadig vild med samtaledemokratiet. Det skal vi arbejde for at få tilbage, selvom det bliver modarbejdet af vores politikere. Hvis vi skal tilbage til respekten for det gode argument, så skal vi have sikret friheden til at fremføre det uden frygt. Hvis vi skal have samtaledemokratiets samtale i offentligheden, så skal journalister, forskere, og alle os andre, sikres adgang til informationer, som regeringen forsøger at holde skjult af taktiske årsager. Måske skal vores kommende grundlov domstolssikre journalisters adgang? Vi skal have vores samtaledemokrati tilbage, for der er stor frihed i det, og derfor skal vi have en stærk frihedsorienteret forfatning.

Spil endelig Hitlerkortet – når du diskuterer ‘retfærdig krig’

Når filosoffer og samfundsvidenskabsfolk debatterer spørgsmål om moral, legalitet og retfærdighed i krig, så er der et helt særligt sprog. Der er to fænomener, der er værd at forberede sig på. Det ene er tendensen til at debattere ud fra allegorier – eksempler løsrevet fra virkeligheden, hvor principper kommer til udtryk. Det andet er, at Hitler ikke bare lurer i kulissen, men bliver hevet frem igen og igen.

Det løbske tog og laserpistolen

trolley-525577_1280

For det første er der den etiske culpa-diskussion, hvor man forsøger at finde ud af, hvem der har en ansvarspådragende skyld i forskellige situationer. Det helt særlige ved de drøftelser er brugen af eksempler. Der er selvfølgelig det nytteetiske dilemma, som også bliver kaldt “trolley”: Forestil dig, at du står ved et sporskifte. En løbsk jernbanevogn er på vej forbi dig, men du kan nå at skifte spor, så toget kører en anden retning. Hvis du IKKE gør noget, så rammer toget 10 mennesker. Hvis du skifter spor, så rammer toget én person ovre på det andet spor. Det er en klassisk allegori. Krigsteoretikere tilføjer så spørgsmålet: Må offeret skyde dig for at undgå at blive offer?

Forestil dig, at du står neden for en klippe. På toppen af klippen står en mand. Han er stor og meget tyk. Så kommer der en mand løbende, og han skubber helt bevidst til den tykke mand, som falder ned – på vej til at ramme dig! Hvis han lander på dig, så dør du, hvorimod den tykke mand selv overlever. Men du har en laserpistol, der kan pulverisere den store mand! Må du opløse manden med din laserpistol? Han har jo ikke gjort noget galt?

Og sådan kommer det ene moralske dilemma efter det andet. Hvis du finder det interessant, så læs Jeff McMahans bog ‘Killing in war’.

Hitlerkortet – når laserpistolen er for langt ude

adolf-hitler-390796_1920
Fantastisk billede fundet på internettet

Den anden tendens er tendensen om at spille Hitlerkortet. Når vi går tilbage i historien, så er der typisk en meget mudret optakt til de fleste krige. Vi kan ikke diskutere Vietnamkrigen uden dens optakt, den kolde krig som baggrund og de indviklede politiske spændinger i landet. Det samme gør sig gældende ved en hel stribe af andre konflikter. Men der er én sikker havn: Overfaldet på Polen i september 1939. Polen havde absolut ikke selv nogen andel i, at de blev invaderet af Hitler fra vest og Stalin fra Øst. Derfor er Hitlerkortet et godt kort at spille.

I al anden internetdebat er ‘reductio ad hitlerum‘ en håbløs strategi. Du kan ikke vinde en diskussion, hvis du påstår, at en anden i tråden “siger præcis ligesom Hitler”. For det er aldrig præcis ligesom Hitler. Og bare fordi Hitler fik togene til at køre til tiden, så er Arriva ikke mere nazister end DSB. Så hvis du elsker at diskutere Hitler og nazisme og drage sammenligninger med moderne tid, så er ‘retfærdig krig’ en spændende filosofisk diskussion at blande sig i.

Hvis du gerne vil diskutere ud fra historiske eksempler, så kan jeg anbefale Michael Walzers bog ‘Just and unjust wars: A moral argument with historical illustrations’.

De taler forbi hinanden

Udfordringen med de to videnskabsfolk er, at de taler forbi hinanden. Den ene er meget teoretisk i diskussionen med togvogne og laserpistoler, mens den anden er meget empirisk.

Kronik: Hvor er systemkritikken i borgerligheden?

Bragt i Berlingske torsdag den 31. marts 2016 (lagt online onsdag d. 30. marts 2016): http://www.b.dk/kronikker/hvor-er-systemkritikken-i-borgerligheden

Der foregår en borgerlig systemkritik ude i den danske debat, men hvis der findes kunstnere, som er inspireret af lignende tanker, så støtter de ikke automatisk op om Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den borgerlige systemkritik lever bedre andre steder – særligt uden for partierne.

Af Mathias Schwartz Kirkegaard cand.scient.pol., bestyrelsesmedlem i tænketanken Cura
Hvis kunsten ofte er i opposition til det bestående, og Danmark er et land rundet af socialdemokratisk tænkning, så burde mange kunstnere stemme borgerligt. Men hvorfor er relativt få kunstnere offentligt kendt som borgerlige? Måske fordi Venstre og Konservative ikke formår at rumme borgerlighedens kritik af det eksisterende overregulerede samfund?

Flere borgerlige debattører har efterlyst kunstnere, som stemmer på borgerlige partier i almindelighed og på Venstre og Konservative i særdeleshed. Det gælder f.eks. Jarl Cordua og Torben Steno i Radio 24syv og Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen. Når kunsten kommenterer samfundet, kan den enten hylde det – eller pirke i de sår, der umiskendeligt opstår, når vi opbygger samfundssystemer. Følgelig siger man ofte, at kunsten er i opposition til det bestående og dermed socialdemokratisme. Kunsten er ikke altid i opposition, selvfølgelig, men de borgerlige stemmer bør stille spørgsmålet: Hvor er systemkritikken hos Venstre og Konservative?

 

F.eks. har Cordua og Steno svært ved at finde kunstnere, der vil vedkende sig Det Konservative Folkeparti. Konservatismen som tænkning er imidlertid ikke blot konserverende, men indeholder udover en modernitetskritik en systemkritik, som kan formidles af kunsten.

Den konservative systemkritik kan rettes mod det offentlige system, reguleringen, der vokser uhæmmet og fremmedgør mennesker. Statens store regnemaskine er blind for, at mennesker først og fremmest skal være noget for hinanden – i stedet for at passe ind i et skema. Følgelig hylder mange konservative civilsamfundet.

Denne borgerlige statskritik så vi i Østeuropa under Sovjet, hvor systemkritikken kom til udtryk i kunsten. Eksempelvis udstillede den tjekkiske dramatiker, og senere præsident, Vaclav Havel bureaukratiets meningsløshed i skuespillet »Havefesten« (1963).

Den konservative systemkritik kan også være rettet mod rovdyr-kapitalismen, der efterlader de svageste til samfundet og staten, som efterfølgende må samle op. Kapitalismen nedbryder familier, når den insisterer på, at mennesker skal producere mere og mere til konkurrencestaten og samfundets BNP – i stedet for at være mere for hinanden. Hvornår har en familiepolitik sidst handlet om at skabe tid for familierne og ikke bare fleksible åbningstider på institutionerne, så mor og far kan arbejde mere?

Kritikken kan rettes mod, at kapitalismen er blind over for kulturen på kulturens egne præmisser. Mads Holger er et eksempel på en konservativ tænker, som trådte frem med en kritik af »Herning-liberalismen«. Han gik, før han blev gået, selv om han ellers fremstod som prototypen på en konservativ politiker.

Slår den socialdemokratiske stat til? Systemet er groft sagt designet efter, at borgerne kan forstå regler og udfylde skemaer. De, der ikke kan, bliver samlet op af Frelsens Hær, Kirkens Korshær, Dansk Røde Kors og mange andre fra civilsamfundet. Det er civilsamfundet, som griber de svageste. I konservativ tænkning skal staten være den institution, hvorigennem de stærke hjælper de svage og derved skaber sammenhængskraft og det fælles bedste. Når det ikke sker uden de (statsstøttede, trods alt) sociale civilsamfundsorganisationer, så fejler det offentlige system. Dette er en oplagt konservativ systemkritisk dagsorden. Og her, kære konservative politikere, skal I altså ikke reducere det til et skatteudspil.

Et konservativt lyspunkt er dog, at Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov insisterede på, at tallene for kvælstofudledning i landbrugspakken ikke skulle sminkes. Ud fra en systemisk magtlogik gav det ellers god mening. Ud fra en spinlogik gav det ikke mening at se den anden vej.

 

»I 2001 stemte vi på Anders Fogh, men vi er blevet klogere nu,« rappede Nik og Jay i sangen »Kommer Igen« (2008). I 2001 blev Anders Fogh Rasmussens opgør med »smagsdommerne« solgt som systemkritik – selv om VK-regeringen oprettede lige så mange råd og nævn, som den lukkede. Hele manøvren fik kritikerne ud i kulden og vennerne ind i varmen.

Hvor er systemkritikken hos Venstre i dag? Uanset hvilke smårebelske pip, der kommer fra partiets politikere, er systemforsvaret fremherskende: Forsvaret af offentlighedsloven (af mange kaldet mørklægningsloven) er den mest markante, hvor journalister nægtes aktindsigt. Er det borgerlig-liberal politik at nægte den frie presse adgang?

Justitsminister Søren Pind har droppet alle ambitioner om at være »frihedsminister«, selvom frihed og gennemsigtighed er den liberales stærkeste våben mod statens vildtvoksende magt. Hvorfor må grundlaget for Irak-krigen ikke blive gransket, som den er blevet i andre lande, som i deres vildfarelse endte med at invadere en fremmed stat uden retfærdig grund? Kommer forslaget om systematiseret overvågning af samtlige danskeres internetbrug i sessionslogningen virkelig fra liberale politikere?

Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt er systemkritikere med liberale principper og fokus på frihedsrettigheder. De måtte forlade Venstre og fortrække til henholdsvis Det Radikale Venstre og Alternativet.

 

I Danmark er der flere eksempler på folkelige oprør, der kan vække en borgerlig grundklang, hvis de borgerlige politikere har systemkritisk musikalitet og kan lytte.

»Oprør fra udkanten« er det decentrale Danmarks opråb med initiativlyst og selvstændighed på menuen. De lægger vægt på nærhed til naboen, selv om naboen godt kan bo en anelse længere væk end i byens opgange, hvor man ikke taler med underboen. Det kunne være vand på en borgerlig mølle i form af en decentraliseringsdagsorden, hvor vi får færre, mindre og mere beskedne myndigheder – og flere myndige.

I stedet får vi »omprioriteringsbidraget«, hvor kommunerne får skåret i deres budgetter, hvorefter nogle af pengene kommer øremærket tilbage. Det er en manøvre, som effektivt centraliserer beslutningskompetencer, så kommunerne i mindre grad er herre over egen økonomi, mens Christiansborg og Slotsholmen detailstyrer kommunale kerneområder med øremærkede midler.

Hvis en politiker blot gør, »hvad der er nødvendigt«, mangler der både retning og selvstændig tanke. Socialdemokraternes »Nødvendighedens politik« er blot et andet ord for bureaukrati. Der bliver drejet på tandhjul, mens ingen diskuterer maskinen som helhed. Det er politisk følgen med strømmen – uden kaptajn og uden kurs. Det er systembevaring uanset omkostninger. Det er hele spektret af partier, der burde protestere. Men hvor er protesten? Den er ikke hos Det Konservative Folkeparti og hos Venstre, selv om den oplagt burde.

»Tag faget tilbage,« siger velfærdsarbejderne. De er trætte af overstyring og vil have ledelse, der taler til deres motivation for at hjælpe. På bureaukratsprog: Public Service Motivation (PSM) i stedet for New Public Management (NPM). Strukturen i den offentlige sektor skal afspejle, at pædagoger og sygeplejersker sagtens kan bruge deres faglige kvalifikationer ansvarligt. I stedet bliver de målt og vejet ud fra en grundindstilling om, at de er dovne, indtil de får en resultatkontrakt. Systemlogikken stammer fra en perverteret individualisme/liberalisme, og den er et oplagt mål for en konservativ systemkritik: Mennesket er mere end sine rå individuelle behov. Mennesket er også ånd.

#DetErVoresSamfund er et initiativ og et manifest, der handler om, at vi i civilsamfundet og lokalsamfundet skal tage ansvaret fra systemerne og give plads til medmenneskeligheden. Flere organisationer og tænketanke, herunder Cura, er sammen om dette.

Der foregår en borgerlig systemkritik ude i den danske debat, men hvis der findes kunstnere, som er inspireret af lignende tanker, så støtter de ikke automatisk op om Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den borgerlige systemkritik lever bedre andre steder – særligt uden for partierne.

Kan Det Konservative Folkeparti og Venstre – Danmarks Liberale Parti – genfinde den systemkritiske musikalitet, som deres politiske grundtanker ellers lægger op til?